Lørdagsunderholdning på Vinkældertorvet i Faxe

Sommeren over er der fem gratis koncerter på Vinkældertorvet i Faxe. Den første er med singer/songwriteren Keld Sand fra Faxe Ladeplads.
Lørdag den 1. juli mellem klokken 11 og 13 underholder singer/songwriteren Keld Sand fra Faxe Ladeplads på Vinkældertorvet i Faxe. Det er den første af i alt fem sommer-lørdag koncerten på torvet.
70-årige Keld Sand har spillet guitar siden han var 14. Han fortolker rock’n’roll-, folk- og countrysange af blandt andre Elvis Presley, Bob Dylan og Beatles. Og det er han så god til, at et panel bestående af seks dommere fra amerikanske pladeselskaber tidligere på året gav ham en pris fra The Akademia Music Awards for en fortolkning af en Elvis- sang.
Lørdag den 8. juli mellem klokken 11 og 13 optræder Dansk-top duoen Dansvingerne på Vinkældertorvet.
Den 15. juli underholder musikeren og sangeren Rise Larsen fra Endeslev på Stevns, blandt andet kendt fra bandet ’Heksegryden’. Udover egne sange fortolker hun blandt andet sange af Alanis Morrissette, Norah Jones og andre store navne fra de sidste 40 års rockhistorie.
Lørdag den 22. juli kommer turen til ’Miss Molly Band’ med erfarne musikere som Hans Brewaeys fra Faxe Ladeplads på bas, Torben Steen Andersen på guitar, Mikkel Skovgaard Hviid på trommer og Peter Brun Madsen på keyboard. Forsangeren er Anne Ringstrøm.
Sommerunderholdningen af sluttes lørdag den 29. juli. Her underholder Natasja Lee Dickinson fra Præstø.
Der er mulighed for at købe mad og drikkevarer, is med videre hos Vinkældergrillen.
Kommentarer