LOF Haslev har 50-års jubilæum i 2015
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/08/lof_haslev_gisselfeld-620x316.jpg)
Haslev: I den anledning er det udkommet et stort spændende 50-års jubilæumsprogram med mere end 180 tilbud.
Dette års aftenskoleprogram fra LOF Haslev er et jubilæumskatalog, da Dag- og Aftenskolen LOF Haslev har 50-års jubilæum i 2015.
Det indeholder over 180 forskellige aktiviteter lige fra foredrag, oplevelsesture og en lang række kurser indenfor krop- og bevægelse, yoga, vinens verden, sy-smart-tøj, jagtkursus, pileflet, patchwork, kunstmaling, kulturforståelse, lær at tromme, guitar og spille på klaver, kor, fællessang, og ikke mindst IT-undervisning.
Kursusprogrammet bliver husstandsomdelt den 11. og 12. august, men yderligere eksemplarer kan fås ved henvendelse til LOF hos skoleleder Claus Kronborg på haslev@lof.dk eller telefon 40 68 61 00.
27 nye tilbud i jubilæumssæsonen
– Vi har i dette jubilæumsår satset meget på at udvide undervisningen for vore tilbud til borgerne. Af vore 27 nyheder i årets jubilæumsprogram kan blandt andet nævnes jagtkursus, kursus for demensramte, heartfulness meditation, mediativ yoga, børneyoga, træning og bevægelse samt skriv din livshistorie og mange flere, fortæller skoleleder Claus Kronborg.
Oplevelsesture
Herudover indeholder programmet oplevelsesture til Fanø, Rømø og Ribe, kirketur til Roskilde, rundvisning på TV Øst og Restaurant Babette samt tur til Korsbæk på Bakken, Herlufsholm Kostskole og Jomfruens Egede og så en julekoncert med de tre tenorer på Gisselfeld Kloster.
Læs også: Nyt stort aftenskoleprogram fra LOF Haslev
Der er også blevet plads til det årlige Folkemøde på Bornholm hvor LOF sender en hel bus afsted til solskinsøen for at opleve de levende debatter med politikere.
Herudover kan nævnes nye spændende jubilæumsshows og foredrag med henholdsvis Annette Heick, Ellen Hillingsø, forfatteraften med Jesper Stein, Jens Andersen og Hans-Willy Bautz.
Herudover kommer Emilie Storm Petersen fra Joyful Living og holder en spændende kvindeaften. Der er noget for en hver smag på de månedlige foredragsaftener.
Eftermiddagshøjskoler
De populære eftermiddagshøjskoler er også med igen i år med Jens Thøsing som foredragsholdere, samt vores astronomiforedrag med foredragsholder Knud Jepsen. Den meget velbesøgte sommerhøjskole som afholdes igen i det nye år vil forventelig få venteliste, da mange deltagere meget tidligt plejer at tilmelde sig.
Rejser til udlandet
LOF Haslev er i år startet med udenlandsrejseaktiviteter: vinrejse til Piemonte i Italien samt rejse til Celle i Tyskland, hvor deltagerne blandt andet skal ”på sporet af en kongelig affære”.
– LOF Haslev kan jo i år fejre 50-års jubilæum. Dette markerer vi ved en jubilæumsreception den 12. september. Her vil der være underholdning, taler og samtidig lidt til ganen. Man møder blot op, og møder herefter folkeoplysningen i festlige omgivelser, men meget mere herom sidst på måneden – så følg med i dagspressen siger en tilfreds skoleleder Claus Kronborg.
Man kan følge LOF Haslev på facebook.
På LOF’s hjemmeside kan man finde informationer om de enkelte kurser og arrangementer samt tilmelde sig.
Dag- og aftenskoleprogrammet husstandsomdeles til hele Faxe Kommune og vil ligge fremme på bibliotekerne, apoteket, lægecentret og andre offentlige steder i Haslev by, Rønnede, Kongsted, Karise, Dalby og Faxe kommunes administrationsbygninger.
Se løbende tilbud og opdateringer på hjemmesiden haslev.lof.dk.
Kommentarer