LOF-kursus for kommende politikere
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/05/politikerkursus.jpg)
LOF i Haslev tilbyder nu et kursus for alle der stiller op til det kommende byrådsvalg eller regionalrådsvalg
Onsdag den 29. maj afholder LOF i Haslev et kursus, der er specielt udviklet til kommende politikere, som ønsker at gøre en forskel omkring at få budskaber, meninger og holdninger hørt. Man lære at få sit budskab frem.
Hvem vil ikke gerne brænde igennem med sit budskab. Hvad enten en politiker kommer med et oplæg eller holder tale, er det vigtigt at brænde igennem. Men det kan være en stor udfordring – især hvis man godt kan blive lidt nervøs ved tanken om at skulle stille sig op foran en større gruppe mennesker, eller hvis man ikke rigtig har lært at få kroppen og alle teknikkerne med.
På kurset modtager de kommende kandidater redskaber og teknikker, der skal til for at udføre en spændende og overbevisende præsentation eller holde en tale, som folk og tilhørere vil huske.
Gennem en række øvelser kommer man til at lære, hvad der giver det bedste indtryk, når man skal præsenterer sit budskab, og hvilke faldgruber man især skal være opmærksom på, når der tales til en større forsamling.
Målet med kurset er at give de kommende byrådspolitikere, regionspolitikere og evt. folketingskandidater en række meget håndgribelige tips og tricks til opbygning, stemmeføring, kropssprog og håndtering af nervøsitet. Kort sagt – en række praktiske færdigheder der forbedrer ens præsentations- og taleteknik.
– Som politiker og kommende kandidat til henholdsvis byrådet, regionsrådet eller til Folketinget er det vigtigt at andre forstår, hvilket budskab man vil ud med og det man siger. Derfor er dette kursus skræddersyet til nye kandidater uanset politisk overbevisning. Alle politiske kandidater i kommunen og regionen kan deltage, siger skoleleder Claus Kronborg. Han fortsætter:
– Det er vigtigt at være rigtig forberedt på det kommende Kommunal- og Regionsvalg, så derfor er vi blevet opfordret til at udbyde dette kommunikationskursus for alle uanset politisk overbevisning. Kurset er for alle kommende politikere.
Undervisningen på kursusforløbet varetages af den meget erfarne Ditte Hørmark der til daglig er konsulent, oplægsholder og kursusleder. Hun har i 10 år arbejdet med at optimere samarbejde, trivsel og personlige kompetencer i teams og hos det enkelte menneske. Ditte har 6 års uddannelse inden for gruppepsykologi, coaching, kropsterapi og kommunikation.
For tilmelding kontakt LOF Haslevs skoleleder Claus Kronborg på telefon 4068 6100 eller via hjemmesiden haslev.lof.dk. Der er kun plads til 20 deltagere, så der optages efter ”først-til-mølle-princippet”. I kursusprisen på 450 kroner er inkluderet sandwich og sodavand.
Kurset afholdes onsdag den 29. maj 2013, mellem klokken 18:00 og 22:00 på Sofiendalskolen i Haslev, lokale 6, blå gang.
Kommentarer