Lokal ildsjæl modtager anerkendelsespræmie fra Arbejdernes Landsbank
Privatkundechef ved Arbejdernes Landsbank, Majken Bjørklund Thomsen, overrækker pengepræmien til Josephine Kaagaard fra Team Faxe Håndbold. Pressefoto.
Josephine Kaagaard modtog forleden et kontant skulderklap på 6000 kroner for sin indsats i den lokale klub Team Faxe Håndbold. Præmien er en anerkendelse for hendes store arbejde med at skabe håndboldglæde og fællesskab hos selv de mindste i lokalområdet.
Arbejdernes Landsbank er igen i år gået sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) for at hylde de frivillige, som er en vigtig nøgle til, at fællesskaber og foreninger kan blomstre i lokalsamfund over hele landet.
I år har banken valgt at give en ekstraordinær anerkendelsespræmie til alle, der nåede Top10 blandt de 400 ildsjæle, som var indstillet til prisen Arbejdernes Landsbank og DIF’s ‘Årets Frivillig’, men som ikke gik videre som finalister til DR’s store sportsshow SPORT 2025.
En af dem er Josephine Kaagaard fra Team Faxe Håndbold, og forleden mødte Majken Bjørklund Thomsen, der er privatkundechef i Arbejdernes Landsbank Næstved, derfor op i klubben for at overrække præmien.
– Trods sin unge alder er 17-årige Josephine Kaagaard allerede en uundværlig del af Team Faxe Håndbold. Hun er træner for Trille Trolle og møder børnene med varme, energi og et smittende humør. Josephine træder altid til, når der mangler hænder – som træner på andre hold, ved arrangementer eller med de praktiske opgaver, der får klubben til at fungere. Hun er en stor drivkraft bag klubbens Super Søndage, hvor hun hjælper med både små og store opgaver, og hun tager ansvar på håndboldskolen, også for de opgaver som mange helst undgår – som for eksempel overnatningen. Derfor er det en kæmpe fornøjelse at uddele præmien i dag, som er mere end velfortjent, fortæller Majken Bjørklund Thomsen om motivationen bag.
Det var da også en glad og stolt håndboldtræner, der tog imod præmien.
– Det er vildt at få sådan en præmie! Der har jo været rigtig mange, der var nomineret, og det er lykkedes mig at slå dem på målstregen. Jeg håber, vi kan bruge præmien til at lave om på klublokalet, for der er jo nogle, der kommer flere timer før træningen, siger hun og tilføjer:
– Pengene skal bruges på at skabe bedre rammer for alle. Jeg håber også, at anerkendelsespræmien vil få endnu flere til klubben, så vi kan blive et endnu større og stærkere fællesskab.
Fakta om præmien
Kandidaterne til årets pris var indstillet af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kunne ikke indstille sig selv.
For at komme i betragtning til at vinde prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.
Første, anden og tredjepladsen bliver offentliggjort og hyldet ved det store sportsshow SPORT 2025, som afholdes til i januar 2026.















Kommentarer