Lokal landmand bruger jægere for at redde dyreunger under høsten

Haslev: Lokal landmand får hjælp af jægere inden høsten. De sørger for, at der ikke ligger dyreunger i marken.
Landmand Henrik Kuske Schou, på Ingelstrupvej mellem Haslev og Tureby, har allieret sig med nogle lokale jægere, der afsøger markerne inden de høstes.
Henrik Schou, der er deltidslandmand, dyrker nemlig primært såkaldt wrap-hø, der pakkes i bigballer, der efter kortere eller længere tids tørring rulles ind i plastik. Det anvendes som vinterfoder for kreaturer og heste.
Men hvis der kommer rester fra et dødt dyr, kan man risikere at de fodrede dyr dør af pølseforgiftning forårsaget af den meget giftige jordbakterie ’Clostridium Botulinum’.
Han er derfor meget opmærksom på at undgå, at dyreunger som råkid og harekillinger, bliver ofre for høstmaskinerne.
– Jeg allierer mig med lokale jægere, der søger marken af med deres hunde, lige før jeg høster, så marken er fri for dyreunger. Så forsøger vi at slå græsset fra midten af marken og ud mod kanterne, siger Henrik Schou til dr.dk. Han mener, at landmænd har et stort ansvar overfor dyreungerne.
Organisationerne Landbrug og Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening er helt enige med Henrik. De mødte onsdag op til et møde med folketingets miljø- og fødevareudvalg for at fremlægge et initiativ, der skal være med til at reducere omfanget af dyr, der går til i høstmaskiner.
Kommentarer