Lokal mand impliceret i færdselsuheld i Køge
Karise: 38-årig mand fra Karise var tidligt lørdag morgen impliceret i færdselsuheld med tre biler i Køge
Lørdag den 23. juni, klokken 05.20 om morgenen fik politiet en melding om et færdselsuheld med tre implicerede biler i lyskrydset Ringvejen/Blegdammen i Køge.
Det viste sig at varebil, der var kommet kørende fra vest ad Blegdammen, var kørt ind i lyskrydset for rødt lys. Her havde den væltet en anden varebil, ført af en 46-årig mandlig bilist fra Køge, der var på vej ad Ringvejen mod nord, med sin 11-årige søn som passager. Den 46-åriges varebil blev efter at være ramt i højre side, slynget gennem et hegn i midterrabatten og væltede over på den modsatte vejbanehalvdel på Ringvejen.
Her kunne en 38-årig mand fra Karise, der kom kørende mod syd i sin personbil, ikke undgå at påkøre den væltede varebil.
Varebilen, der var årsag til uheldet, flygtede ad Ringvejen mod nord og videre gennem centrale dele af Køge bymidte, ifølge vidner.
Ingen af de andre implicerede personer kom til skade ved uheldet.
Det viste sig at den flygtede varebil i løbet af fredag aften og nat var blevet stjålet fra et værksted på Vordingborgvej i Tureby, hvor tyvene havde fundet en nøgle til varebilen, hvorefter de var kørt fra stedet i varebilen, efterladende et andet køretøj.
Varebilen blev lørdag eftermiddag klokken 14.31 fundet brændende på Vasebækvej i Køge.
Politiet vil meget gerne høre fra personer, der har set noget, enten i Tureby i forbindelse med indbruddet og tyveriet af varebilen, ved færdselsuheldet eller ved ildebranden i varebilen på Vasebækvej. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Kommentarer