Lokal opfinder kan lave elektricitet af røg fra brændeovne
Karise: Opfinder Niels Lindeburg fra Karise, er klar med en ny opfindelse der omdanner varm luft til elektricitet.
Opfinder Niels Lindeburg, der bor på Storkevænget i Karise, har udviklet en brændeovns-røgrenser, der udnytter varmen fra røgen til at producere elektricitet.
Røgrenseren fjerner gener fra røgen som udledes via brændeovne, til gavn for de mange mennesker der døjer med luftvejsproblemer og astma, og som dagligt generes af røg.
Det er normalt dyrt og kompliceret at få strøm frem til en ventilator, der kan fjerne gener og lugt fra røgen. Niels Lindeburg, der driver firmaet PeltPower, har udviklet en strømforsyning, der omdanner varmrøg til strøm og driver en ventilator der giver ren forbrænding i brændeovne.
Resultatet er ren røg uden lugt og skadelige partikler, produceret af overskudsvarme der ellers vil gå tabt. Det er en enkel løsning på et stort problem, som let kan installeres af alle.
Derudover er løsningen er billig og har en tilbagebetalingstid på under et år, når den installeres på stålskorstene.
Markedet er stort, ikke bare i Danmark, men også på verdensplan er der store muligheder for afsætning. Røgrenseren kan blandt andet revolutionere hverdagen i fattige landsbyer, hvor befolkningen ikke har adgang til strøm.
– Vi har via Udenrigsministeriet haft kontakt til en dansker, der har et stort netværk, blandt andet i Indien. I de fattige områder af Indien har store dele af befolkningen fået stillet et brændekomfur til rådighed, og de laver næsten varm mad hver dag. Med vores produkt vil de, mens de varmer huset op og laver mad på komfuret også kunne producere strøm til for eksempel lys i lamperne, så børnene kan læse lektier og komme i skole om morgenen, siger Niels Lindeburg til Sjællandske.
Niels Lindeburg, der er uddannet el-installatør, har desuden opfundet en hybrid-varmeveksler der kan omdanne varm luft til elektricitet.
Læs også: Lokal opfinder laver elektricitet af varm luft
Man kan følge Niels Lindeburg’s firma PeltPower på facebook.
Lag Sydsjælland har ydet 182.000 kroner i tilskud, så røgrenseren kunne udvikles yderligere og blive endnu mere interessant for slutbrugeren.
Kommentarer