Karise

Lokal opfinder laver elektricitet af varm luft

Karise: Opfinderen Niels Lindeburg fra Karise kan omdanne varm luft til elektricitet.

Niels Lindeburg, der er uddannet el-installatør, har opfundet en hybrid-varmeveksler der kan omdanne varm luft til elektricitet. Han startede for snart fem år siden et eksperiment hjemme på Storkevænget 8 i Karise. Inspireret af raketvidenskaben monterede han nogle små termoelektriske generatorer, såkaldte TEG’ere uden på sit træpillefyr.

De termoelektriske generatorer, der er en grøn teknologi til udnyttelse af spildvarme, blev oprindeligt opfundet til brug i rumfarten. Niels Lindeberg udvidede undervejs eksperimentet til en solfanger med TEG-enheder, der kunne lave både varmt vand og el. Derefter opstod idéen om at udvikle hybrid-varmeveksleren, der kan lave elektricitet af varm luft, for eksempel skorstensrøg.

Niels Lindeburg har fået hjælp til udviklingen af hybrid-varmeveksleren fra seniorforsker Rasmus Bjørk fra Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU Risø. De har lavet et lille testanlæg på Risø, der kan producere 200 watt.

– TEG’erne sad udenpå en rumsonde NASA opsendte i 1961. Det er en lille plade med to typer metaller i. TEG’en laver elektricitet, når den ene side er kold og den anden er varm. Jo større temperaturforskellen er, jo mere stiger effekten, forklarer Rasmus Bjørk til Sjællandske. Og han fortsætter:

– Jeg fandt jo ud af, at potentialet var langt større, hvis vi kunne lave en væskeforsynet TEG-enhed, der kan tilsluttes alle energikilder fra en lille solfager til et stort atomkraftværk.

Der er en lang række fordele ved de termoelektriske generatorer. De har ingen bevægelige dele, hvilket medfører pålidelig og støjsvag drift. De fylder ikke ret meget og de fungerer i et bredt temperaturområde.

Hybrid-varmeveksleren skal snart testes  industrielt, muligvis hos Rockwool.

Kommentarer