Haslev

Lokale aktionsgrupper bliver en del af fællesråde

De delegerede i Landdistrikternes Fællesråd har på et ekstraordinært årsmøde fredag valgt at oprette en ny medlemskategori for de 29 lokale aktionsgrupper.

Landdistrikterne får et stærkere talerør efter beslutningen om, at de lokale aktionsgrupper, der er etableret som en del af EU’s landdistriktsprogram og hav- og fiskeriudviklingsprogram, bliver en del af Landdistrikternes Fællesråd, som i forvejen repræsenterer en række landsdækkende organisationer, 55 kommuner samt landdistriktsråd og landsbyer.

Landdistrikternes Fællesråd ønsker at styrke de lokale aktionsgruppers rolle, muligheder og rammer på landdistriktsområdet ved at knytte de lokale aktionsgrupper (LAG) og lokale aktionsgrupper i fiskeriområder (FLAG) tættere på fællesrådets aktiviteter. Det realiseres igennem en ny medlemskategori i Landdistrikternes Fællesråd, der dækker de lokale aktionsgrupper.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, glæder sig over opbakningen fra de delegerede og er sikker på, at det vil sikre de lokale aktionsgrupper medindflydelse og styrke fællesrådets arbejde.

– De lokale aktionsgrupper i Danmark er væsentlige aktører i arbejdet med at understøtte udviklingen i landdistrikterne. Midlerne, som uddeles, understøtter de lokale ildsjæles arbejde med at realisere deres gode idéer og skabe grobund for erhverv og bosætning i de mindre lokalsamfund, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Det handler bl.a. om projekter, der styrker turisme og iværksætteri, og mange små- og mellemstore virksomheder er blevet hjulpet i gang af midlerne. De lokale aktionsgrupper arbejder målrettet med strategier og målsætninger for udviklingen i deres geografiske område, og jeg ser derfor frem til at kunne støtte og inddrage dem i vores arbejde for bedre balance og udvikling i hele landet.

Steffen Damsgaard understreger, at medlemskabet både giver mulighed for at styrke netværksarbejdet og øge fokus på den kommende programperiode, hvor det er afgørende, at de lokale aktionsgrupper sikres et stærkt fundament, så indsatsen kan fortsætte.

Hovedparten af de 29 lokale aktionsgrupper har allerede tilkendegivet deres interesse i at blive medlem af Landdistrikternes Fællesråd.

– Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at få opbakning fra en bred kreds af lokale aktionsgrupper til at indgå i et strategisk partnerskab med og blive en del af Landdistrikternes Fællesråd. Vi har tidligere forsøgt at samle os for at står stærkere, men det er ikke lykkedes, og det er derfor rigtig godt, at vi nu kan blive en del af fællesrådet. Det er mit håb, at vi sammen kan skabe et godt og værdifuldt samarbejde, hvor vi sammen kan styrke grundlaget for de lokale aktionsgrupper og et land der hænger bedre sammen, siger Carsten Petersen, der er formand for de lokale aktionsgruppers koordinationsudvalg.

Fakta om lokale aktionsgrupper:

  • Lokale Aktionsgrupper (LAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for at skabe udvikling og innovation i de danske lokalsamfund. 56 kommuner og danske småøer indgår i LAG-inddelingen.
  • Der er i alt 29 lokale aktionsgrupper i Danmark, hvoraf syv er integrerede FLAG og LAG, og 3 er rene FLAG.
  • Hver lokal aktionsgruppe modtager EU-midler, som bestyrelsesmedlemmerne i gruppen fordeler til lokale projekter. Det kan f.eks. være stiftelse af små virksomheder, aktiviteter for turister eller nye kulturtilbud.

Kommentarer