Lokale LA’ere bakker fuldt op om Samuelsens linje
Debat: Finanslovsforhandlingerne og ikke mindst LA’s position fylder meget i mediebilledet. Først og fremmest så er størstedelen af mediedækningen skævvredet.
Indsendt af Kenneth M. Nielsen, Birkedommevej 8, 4690 Haslev. På vegne af bestyrelsen i Liberal Alliance i Faxe.
Grundet kravet om en topskattelettelse på fem procentpoint fremstilles LA som et parti, der ikke er kompromissøgende.
LA’s krav er en del af det regeringsgrundlag, som Dansk Folkeparti også har nikket ja til. LA’s ene ultimative krav er ikke mere ultimativt end de øvrige partiers ditto, herunder Dansk Folkepartis krav om stramninger på udlændingepolitikken og vækst i den offentlige sektor, samt Venstres krav om at Danmark ikke skal træde ud af internationale konventioner.
Lokalt oplever vi også, at der er interesse for LA’s forhandlingsposition, og om vi lokalt bakker op om denne. Det gør vi, og det gør vi, fordi en lettelse (afskaffelse) af topskatten er værdipolitik for LA. For os er kampen imod topskatten også en kamp imod jantelov og misundelsesretorik. Derudover er topskatten økonomisk uansvarlig. For hver krone vi letter topskatten stiger velstanden med to kroner.
LA ønsker at afskaffe topskatten helt, hvorfor kravet om en lettelse allerede er et kompromis, et minimumskrav.
Vi ønsker, at vores parti stiller rimelige krav på baggrund af liberale værdier og søger kompromisset, men samtidig har evnen til at trække op i bukserne og sige fra, hvis de andre partier ikke kommer os i møde. Det er præcis den tilgang LA’s folketingsgruppe har valgt, og det er en tilgang vi bakker 100 procent op om lokalt.
Faktisk skammer vi os ikke over at sige, at vi er stolte over den måde Samuelsen og co. agerer på lige nu, hvor de er under et massivt pres fra alle sider.
Til dem vil vi blot sige: Fortsæt det gode arbejde.
Kommentarer