Lokale materialister indsamler 254 kilo genbrugsplast
Faxe: Matas i Faxe og Store Heddinge har igennem 20 år indsamlet tom plastemballage fra kunderne.
Da regeringen for to år siden satte sin ressourcestrategi i værk, var målet blandt andet at få danske husholdninger op i den europæiske superliga, når det gælder genanvendelse af plast. Hidtil har vi ligget i den tunge ende – langt under de lande, vi normalt sammenligner os med.
Nu er der imidlertid klare indikationer på, at vi er ved at blive bedre til plastgenbrug. Danskerne genanvender over 60.000 ton plast hvert år, og mængden er stadigt stigende.
Plastindsamling siden 1995
Mens kun cirka ti procent af husholdningernes affaldsplast i dag genbruges, tilhører erhvervslivet den europæiske genbrugselite. Her får over 60 procent af plasten nyt liv.
Matas er blandt de virksomheder, der gør en stor indsats for at sortere og genbruge mest muligt. Allerede i 1995 indførte Matas i Faxe og Store Heddinge et retursystem til indsamling og genbrug af emballage fra varer købt i Matas, og kunderne tager i stigende grad systemet til sig.
Tallene for 2014, der netop er offentliggjort, viser, at kunderne sidste år returnerede 254 kilo plastemballage, som efterfølgende er finsorteret, granuleret og genbrugt til eksempelvis tæpperør og fødder til trafikkegler.
– Vi er rigtig glade for at hjælpe vores kunder med at gøre en forskel for miljøet, og jeg tror, at vi i de kommende år modtager endnu mere plastemballage fra kunderne her i området. I Matas vil vi gerne fremme bæredygtighed. Ud over den emballage, som kunderne indleverer, indsamler vi en endnu større mængde fra intern sortering af transportplast. Vi er meget tilfredse med at skåne miljøet for den belastning, plasten ville give ved afbrænding eller deponi. For os er det naturligt at tænke genbrug ind i hverdagen, forklarer butikschef Sandi Jensen.
Hun opfordrer kunderne til at huske deres tomme emballage fra varer købt i Matas, når de alligevel besøger butikkerne på Torvegade 18 i Faxe samt på Nytorv 1 i Store Heddinge.
Matas Retursystem er en genbrugsordning, som siden 1995 har eksisteret i Faxe og Store Heddinge. I butikkerne er der opstillet returbeholdere, hvori glas og plast fra varer købt i Matas kan returneres. Matas sørger for, at den returnerede emballage afleveres til genbrug – som alternativ til afbrænding og deponering. Returplasten genbruges til eksempelvis tæpperør og fødder til trafikkegler. Matas er foreløbig den eneste detailkæde i lokalområdet, der tilbyder kunderne denne mulighed.
Kommentarer