Lokale unge får støtte til DIY-skate-projekt
Lokale unge får 33.767 kr. i støtte til DIY-skate-projekt i Faxe Ladeplads.
GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt har igen uddelt penge til gadeidræts-projekter. En af de gode ansøgninger kom fra en gruppe lokale skatere, der er blevet bevilget 33.767 kroner til at udvide og ombygge Faxe Ladeplads Skatepark.
Endnu engang giver GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt rådgivning og økonomiske støtte til gadeidrætsprojekter over hele landet. En af de 38 ud af 63 projekter, der har fået økonomisk støtte bliver til stor gavn for de unge skatere i Faxe Ladeplads.
Holder liv i skate-miljøet
En gruppe lokale skatere, der går under navnet Faxe Ldp Skate Crew, har netop fået bevilget støtte til at ombygge og udvide skate-faciliteterne i Faxe Ladeplads. Selvom de lokale skatere er ved at flytte fra byen, vil de gerne give noget videre til de børn og unge, som bor i byen og samtidig have nogle fede faciliteter at vende hjem til.
Projektets formål er at øge barren for niveauet og kreativiteten i den allerede eksisterende skate-park og derved holde liv i den lokale skate-scene.
– I denne runde har vi særligt fokuseret på projekter, som udbreder gadeidrætten i Danmark og som samtidig fokuserer på at skabe muligheder for vedvarende fysisk aktivitet i lokalområderne. Vi mener, at alle skal have adgang til idræt og her er gadeidræt nemt at gå til. Vi glæder os derfor helt vildt til at følge skate-projektet i Faxe Ladeplads, siger Rasmus Hansen, leder af Den Nationale Platform for Gadeidræt.
15 millioner over tre år
Den Nationale Platform for Gadeidræt hører under gadeidrætsorganisationen GAME, som arbejder for at skabe varige sociale forandringer gennem gadeidræt for børn og unge. Platformen arbejder mod det samme mål ved at støtte lokale gadeidrætsiværksættere.
Nordea-fonden støtter GAME’s Nationale Platform for Gadeidræt med 15 millioner kroner over tre år. Målet er at nå ud til 300.000 mennesker i perioden 2018-2020 og fremme fysisk aktivitet på gadeplan.
Næste ansøgningsfrist er den 15. januar. Læs meget mere her: www.gadeidræt.dk
Kommentarer