Lokale unge medvirker i søndagens afsnit af Borgen
Normalt er man som statist gemt lidt og er kun en del af helhedsbilledet, men for de 10 unge fra Hylleholt Skole, blev det til en langt mere aktiv deltagelse end det de havde forventet, da de sagde ja til at være statister i DR´s dramaserie Borgen. De deltog i sommer i optagelserne på Jomfruens Egede.
Flere af eleverne fik lidt replikker og filmholdet valgte at bruge deres rigtige navne i serien.
– De unge blev instrueret i at skulle optræde fx vrede, bange og til tider lidt aggressive, hvilket de unge synes var rigtig spændende, fortæller Karina Krüger, der er lærer på Hylleholt Skole til Faxe.nu
De unge spiller indlagte på den børnepsykiatiske afdeling, hvor statsministerens datter bliver indlagt i det næste afsnit af Borgen, der bliver sendt på DR1 søndag aften kl. 20.00.
– Eleverne tog udfordringen i stiv arm og alle på Borgen – både de store stjerner og dem bag kameraet var rigtig søde og tog sig virkelig godt af de unge mennesker. Fx var det rigtig varmt i de dage de optog, og der var alle meget opmærksomme på, at de unge fik solcreme og vand, fortæller Karina Krüger.
Hver dag under optagelserne på Jomfruens Egede spiste de 10 unge frokost sammen med de rigtige skuespillere, og fik talt med både Sidse Babett Knudsen og Pilou Asbæk og flere andre.
De 10 unge fra Hylleholt Skole fik stor ros af filmholdet, og Natascha Sørensen 8.y , Kåre Jørgensen 8.y, Sabrina Andersen 8.y, Frederik Munch 8.y, Mads Brix 8.y, Bolette Nielsen 8.y, Hjalte Bruun Nielsen 8.y, Stephanie Lund Krüger 9.y, Mina Didehvar 9.y, Magnus Kjær 7.x har alle fået en stor oplevelse.
Læs også: Scener til nye afsnit af DR´s Borgen optaget i Faxe
– Det var fedt og en sjov oplevelse at lege skuespiller en uges tid. Det gør vi gerne igen, siger de unge.
– Det var en stor oplevelse, fordi det var så intenst – de følte sig ikke bare som statister, men var faktisk medvirkende skuespillere, slutter den stolte lærer.
Søndag aften sender DR1 afsnit 19 af Borgen. De 10 unge fra Hylleholt Skole medvirker i afsnit 19 og 20.
Kommentarer