LokalListen har holdt opstillingsmøde
LokalListen har torsdag den 19. august 2021 holdt opstillingsmøde. På mødet blev kandidatlisten og de enkelte kandidaters placering på listen godkendt.
Som noget nyt er rækkefølgen på stemmesedlen aftalt indbyrdes mellem kandidaterne. Ideen om, at placeringen på stemmesedlen kunne aftales indbyrdes, opstod på et af de første møder, vi holdt med medlemmer, der gerne ville være kandidater. Vi havde flere diskussioner om fordele og ulemper, og vi valgte at tage muligheden for fredsvalg om opstillingsrækkefølgen med i den allonge, vi op til hvert kommunalvalg vedtager som et tillæg til vores vedtægter. Allongen blev fremlagt for vores udskudte generalforsamling den 10. juni, og efter en grundig diskussion blev den enstemmigt vedtaget.
Vi er klar over, at mange steder tolkes placeringen på stemmesedlen som resultatet af en popularitetskonkurrence. Det er bestemt ikke tilfældet her. Det er holdet selv, der har aftalt holdopstillingen, og det, synes vi, er en ny og spændende ide. Alles mål er at sikre LokalListen en sejr ved kommunalvalget den 16. november og derfor er opstillingen lavet ud fra hensyn til bl.a. erfaring, erhverv og geografi.
René Tuekær er LokalListens borgmesterkandidat og derfor naturligt øverst på listen. René har mange års erfaring som kommunalpolitiker og ikke mindst, også erfaring som borgmester. I kommunalpolitikken i Faxe Kommune synes vi, der er brug for en tredje mulighed. En mulighed, der er 100 % lokal og ikke er bundet op på et parti med udgangspunkt i landspolitik. Den mulighed synes vi, René Tuekær er.
LokalListen har som altid sideordnet opstilling. Derfor er det vælgerne, der bestemmer, både hvem og hvor mange af LokalListens kandidater, der skal i Faxe Byråd. Og for at øge sandsynligheden for få valgt det byrådsmedlem, man ønsker, vil vi opfordre vælgerne til at stemme personligt, både hvis man stemmer på LokalListen eller på et af partierne.
På opstillingsmødet blev medlemmerne også præsenteret for status på LokalListens valgprogram. Vi går ikke ud med valgløfter, men fortæller om de værdier, der efter vores mening, skal danne grund for ledelsen af Faxe kommune. Det er den måde, vores byrådsmedlemmer har arbejdet på i de forløbne knapt 4 år og det skal fortsætte de næste 4 år.
Kandidatliste
- René Tuekær
Skoleleder i folkeskolen
Faxe
Nuværende byrådsmedlem og tidligere borgmester - Marianne Ørgaard
Statsaut. Fodterapeut
Karise
Nuværende byrådsmedlem og 1. viceborgmester - Nina Gulddal
Sygeplejerske
Haslev
Tidl. byrådsmedlem - Jan Hoffmann
Selvstændig konsulent
Faxe Ladeplads, tidligere Dalby - Charlotte Eiberg
Sosu assistent
Haslev - Calle Kasper Christensen
Leder af heldagsskole
Faxe - Laila Hansen
Ansat på Druestrup Friskole
Faxe Ladeplads, tidligere Dalby
Tidl. byrådsmedlem - Dorte Steinmetz Bagge
Administrativ medarbejder i Faxe Kommune
Frenderup
Kommentarer