Lokalpolitik drejer sig om borgeren – ikke om politisk fnidder
For den almindelige borger er politisk ævl, kævl og kamp i bund og grund uinteressant.
Indsendt af Jakob Ebbesen, Strandvejen 14, 4654 Faxe Ladeplads. Byrådskandidat for Dansk Folkeparti.
Det interessante er til gengæld det, som partierne kan blive enige om. For det er det, som borgeren mærker i dagligdagen.
Med det som udgangspunkt besøgte jeg på Dansk Folkepartis og egne vegne de partier, som stod i et blæsende Haslev på kulturaftenen. Her uddelte sympatiske mennesker med kraven slået op valgmateriale.
Derefter er det en glæde at konstatere, at DF vil kunne begynde et samarbejde med stort set alle partier. Selvfølgelig ikke på alle områder, men eksempelvis om den kollektive trafik med SF, om at nedsætte tiden for sagsbehandling med LA, om at få uddannelser til kommunen med De Radikale, om at sikre at ledige står til rådighed på arbejdsmarkedet med Venstre, om at have skoler i nærområdet med Enhedslisten.
I DF arbejder vi ikke for ministerbiler eller formandsposter i diverse udvalg, men for at få gennemført mest mulig vores politik gennemført. Det løfte vi giver, giver vi til vælgerne. Og det er løftet om at få gennemført så meget af DF’s politik som muligt. Sådan er virkeligheden, når det drejer sig om politik i folketinget. Og sådan vil DF også arbejde i byrådet. Det er ikke en synd at kunne samarbejde med dem, der ofte er ens politiske modstandere. Det er en styrke.
Kommentarer