Lokalpolitikere mener at de har indflydelse

Faxe Kommune: Det lokale samarbejde på tværs af partier og konstituering giver ni ud af ti politikere indflydelse
Ni ud af 10 folkevalgte kommunalpolitikere, eller mere præcist 89,9 procent, har svaret ja til, at de har haft indflydelse på kommunens udvikling. Kun 5 procent føler sig sat udenfor. Det viser en rundspørge, som DR har gennemført i 12 kommuner i vores område.
Når så mange af lokalpolitikerne føler at de har magt, så skyldes det at byrådene i høje grad samarbejder på tværs af partier og konstituering.
– De vilkår vi arbejder under med stram statslig styring af økonomien gør jo, at der er meget begrænset råderum. Så giver det ro i organisationen og sender et godt signal til borgerne, når man kan samarbejde om det, man alligevel stort set er enige om. Og så nøjes med at markere uenigheden, der hvor den reelt er. Og ikke råbe af hinanden hele tiden, siger Knud Erik Hansen (S), borgmester i Faxe Kommune til dr.dk.
Vores borgmester glæder sig ifølge dr.dk over det lokale samarbejde på tværs af partier og konstituering, et samarbejde som han mener at landspolitikerne på Christiansborg kunne lære en del af. Han nævner også at de sidste tre ud af fire budgetter i Faxe Kommune er vedtaget i fuld enighed.
Kommentarer