Lokalt firma har leveret skabe til skolerne
Haslev: Det lokale firma LEBA Innovation har netop leveret skabe med mere end 2000 rum til Faxe Kommunes folkeskoler, efter at have vundet et stort udbud
De fleste kender det. At sønnen slæber et helt arsenal af dyrt elektronisk udstyr med i skole. Men hvor gør han af sit udstyr, når det ikke bliver brugt?
Løsningen har de hos LEBA Innovation. Her har man udviklet en hel serie af skabe, vogne og bokse, hvor alt elektronisk udstyr kan opbevares nemt, sikkert og fleksibelt. Charlotte Jensen fra LEBA Innovation fortæller:
– Vores produkter er eksklusive løsninger, som man selv kan designe. F.eks. kan vores skabe sættes sammen efter behov, med et væld af farver, låsesystemer og masser af lækre detaljer. Der er desuden strømstik i alle rum, så man kan lade sit udstyr op, når man ikke bruger det.
Målgruppen er primært skoler og uddannelsesinstitutioner. Faktisk har LEBA Innovation netop leveret skabe med mere end 2000 rum til Faxe Kommunes folkeskoler, efter at have vundet et stort udbud. Så fremover kan hver elev sikkert og nemt låse sit udstyr ind i et personligt skab.
De smarte løsninger handler dog ikke kun om opbevaring. Det er også en teknologisk udstyrspakke, der kan give selv den største IT-nørd sved på panden. I de moderne bokse kan man håndtere et helt klassesæt af computere på en gang, installere nye programmer eller synkronisere et væld af ipads i en og samme manøvre. En facilitet, der kan spare mange timers manuelt arbejde.
International udsigt – til Haslev
LEBA Innovation har domicil ved Gisselfeld Gods. Med udsigt til skov, marker og snørklede landeveje. Ikke just et sted man forbinder med IT-udvikling i international topklasse.
– Hos LEBA Innovation udvikler vi ideen, opfinder produktet og får det sat i produktion. Vi har både kunder og samarbejdspartnere i det meste af verden og alene i Europa er vi blandt de førende på markedet, fortæller Charlotte og tilføjer, at virksomheden for nylig også har etableret et søsterselskab i London.
– Vi behøver ikke at ligge tæt på København eller andre store byer. Vi arbejder i et internationalt perspektiv og i det lys fungerer det fint at bo her. Det er smukke, historiske rammer med masser af charme og karakter, forklarer Charlotte og afslutter med et smil:
– Det er ikke kun i København, at der findes spændende arbejdspladser”.
LEBA Innovation er i april vært for en stor international partner event. Her mødes de europæiske partnere, trofaste leverandører og et væld af andre gæster, for at udveksle erfaringer og opleve de nyeste produkter. Et internationalt stormøde af højeste kvalitet, lokalt i Haslev.
Faktaboks:
LEBA Innovation blev etableret i 2007, og ejes i dag af Lasse Christiansen og Anders Baunsgaard. Samme to stod desuden bag virksomheden ITEO.
De to virksomheder havde tilsammen mere end 25 ansatte alene i Haslev.
ITEO blev pr. 1. januar 2013 solgt til Datacompagniet i København. Der satses nu alene på udvikling af LEBA Innovation.
Kommentarer