Lokalt rejsebureau udvider med kontor i Århus
Faxe Ladeplads: Rejseburearuet Top Tours, som har hovedkontor i Faxe Ladeplads samt afdelinger i København, Helsingør og Bangkok, åbner nu også kontor i Århus
Top Tours åbner i slutningen af februar en centralt placeret butik i Århus med 3 rejsekonsulenter, altså samme bemanding som i Top Tours butikker i København og Helsingør. I forvejen har Top Tours 20 medarbejdere som sælger pakkerejser med rutefly til rejsemål i Østen, Mellemamerika, USA og Australien. Administration m.v. vil fortsat blive varetaget på kontoret i Faxe Ladeplads.
– Vi åbner i Århus ultimo februar – vi forventer hvis lokalet er klart at det bliver i weekenden 24.-26.februar 2012 hvor der samtidig afvikles Danmarks største ferierejsemesse i Herning Messecenter, udtaler Martin Bisp, direktør i Top Tours, til Faxe.nu.
– Vi har fortsat vækst i salget, og da vi udelukkende sælger ved personlig henvendelse pr e-mail, telefon eller i butikkerne, tror vi på, at vi også kan gøre meget mere i Vestdanmark, da vi aldrig har fokuseret på denne del af landet.
– Vi oplever markant interesse for vores produkter og den måde vi sælger dem på, til trods for at alle andre råber at onlinehandel er fremtiden. Personlig service og know-how på det man laver virker måske gammeldags, men det virker rigtig godt for os og derfor vil vi nu også gerne være nærværende i det jyske.
Kommentarer