Lotte og Simon Spring har købt Eurospar i Faxe
Faxe: Ægteparret Lotte og Simon Spring, der bor på Månevænget, har købt Eurospar i Faxe med overtagelse den 1. september
Det lokale ægtepar Lotte og Simon Spring har købt supermarkedet Eurospar i Faxe, både bygninger og butik, med overtagelse den 1. september. Parret, der bor på Månevænget i Faxe, har netop solgt Eurospar i Nykøbing Falster, som de har drevet siden 2002.
Simon Spring blev udlært som købmand i Karise i 1991 og han har netop afsluttet uddannelsen som sommelier. Inden parret blev købmænd i Nykøbing i 2002 var Simon Spring butikschef i Valby og Lotte Spring, der har en kontoruddannelse fra Johan Vive, arbejdede hos forskellige ejendomsmæglere.
De nye ejere har allerede lagt mange nye planer for supermarkedet. De ønsker blandt andet at udvide sortimentet i grøntafdelingen med flere helt lokale varer og så ønsker de at sætte mere gang i egenproduktionen i slagterafdelingen. Simon ønsker også at opgradere vinafdelingen samt at anvende sin viden som sommelier, til at sikre kunderne den helt rigtige vejledning når de handler vin.
Bageren, der har lejet sig ind i butikken, fortsætter uændret.
Simon Spring er i øvrigt søn af Karen og Hans Spring der blandt andet har været frivillige på børnedyrskuet Børn og Dyr på Bregentved siden 1980. De har også været aktive i Røde Kors i Faxe i mange år, Karen som formand siden januar 2012.
Kommentarer