Loud ‘N’ Proud er opvarmningsband til rock-legende
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/09/Loud_N_Proud-620x380.jpg)
Haslev: Det lokale rockband, Loud ‘N’ Proud, skal være opvarmningsband for rock-legende Mitch Malloy fra USA i Portalen i Greve.
Lørdag den 24. september klokken 20.00 spiller Mitch Malloy i Portalen i Greve. Men, inden han går på scenen, skal Loud ‘N’ Proud være opvarmning, skriver Faxenyt.
Bandmedlemmerne er naturligvis stolte af, at de er blevet udvalgt til at være opvarmningsband for Mitch Malloy, som er en prisvindende sanger, producer og sangskriver.
– Jeg er glad for, at det lykkedes! Jeg har arbejdet for dette her siden januar. Jeg har skrevet frem og tilbage med Mitch Malloy på facebook, og han har fulgt med i det vi har lavet, og set de klip vi har delt. Allerede før sommeren skrev han, at han måske ville producere vores musik fremover, og jeg blev glad og skrev tilbage, at hvis han kom til Danmark, var vi klar til at være support eller opvarmning for ham, og nu er det altså lykkedes, fortæller Joakim Ernst til Faxenyt.
Bandet, som blev stiftet i 2013, håber på, at lokale fans fra Haslev og omegn vil komme til koncerten og støtte dem, når de går på scenen. Bandet spiller de mest kendte rocknumre af D-A-D, AC/DC med flere.
Loud ‘N’ Proud består af forsanger Rune Bakkegaard Christensen, bassist Mathias M. Andersen, trommer Niklas Hylleberg samt guitaristerne Joakim og Simon Ernst.
Kommentarer