Møllevangsskolen i Rønnede vinder Energipris 2010

RØNNEDE: Klimaudvalgets formand, Nelle Søndermand, uddeler i dag torsdag Faxe Kommunes Energipris.
Det er anden gang at prisen bliver uddelt, og i år er det Møllevangsskolen der løber med sejren og de 5.000 kroner der følger med prisen. Skolen får prisen på grund af en el-besparelse på 16,4 % i 2010 i forhold til 2009. Skolen er dermed det arbejdssted i kommunen, der har været bedst til at spare på energien af de 22 arbejdssteder, som indgår i opgørelsen fra Center for Energibesparelser.
El-besparelsen er opnået ved blandt andet at installere energibesparende højfrekvent belysning i skolens idrætshal, ligesom både elever og lærere har arbejdet målrettet med en række initiativer i skolens hverdag.
– Møllevangsskolen har gjort det godt og det er en rigtig flot præstation. Deres indsats viser, at det kan betale sig at arbejde med både teknisk bedre løsninger og med at ændre adfærd. Jeg er glad for, at vi med Energiprisen på de 5000 kroner kan vise, at vi værdsætter skolens arbejde. At det kan betale sig at spare på energien, fortæller Nelle Søndermand.
Det er ikke kun Møllevangsskolen som har leveret en flot indsats i år 2010. Haslev Svømmehal, Faxehallen og Æblehaven har også været gode til at spare på energien.
Kommentarer