Erhverv

M. Larsen A/S skal fortsat indsamle affald i Faxe kommune

Henrik Ellermann adm. direktør Faxe Forsyning (th.) og Peter Thorn adm. direktør M. Larsen Vognmandsfirma (tv.) underskriver ny kontrakt for indsamling af affald i Faxe kommune.

Faxe Kommune: I forbindelse med Faxe Forsynings fokusering på genanvendelse af affald, er M. Larsen A/S valgt som leverandør på dagrenovationsområdet, genanvendelige fraktioner med flere. Kontrakten mellem Faxe Forsyning og M. Larsen er lige blevet underskrevet. Kontrakten gælder foreløbigt for 1 år.

Faxe Forsyning har en langsigtet ressourcerigtig strategi på affaldsområdet, hvor der hver dag arbejdes mod øget genanvendelse af affald. Et af de store fokusområder er genanvendelse af husholdningernes affald, hvor M. Larsen har stor erfaring med optimering indenfor blandt andet dagrenovationsområdet.

– Vi er meget stolte af at være en del af Faxe Forsyning – og dermed Faxe kommunes – ambitiøse vision om, at der ikke findes affald – kun ressourcer, fortæller adm. direktør i M. Larsen Vognmandsfirma A/S, Peter Thorn

– Vi kan i samarbejdet være med til at løfte visionen og nå målet om at genanvende mindst 50 % af husstandenes affald i 2020. Det gør vi ved at byde ind med erfaring og viden, samt det rette mandskab og materiel til at løfte opgaven.

Faxe Forsyning og M. Larsen vil sammen med borgerne i Faxe kommune nå målene fra Affaldsplanen ved at have fokus på den daglige affaldsproduktion i husholdningerne. På denne måde kan Faxe Forsyning nemlig udnytte større dele af ressourcerne fra det, som smides i affaldsbeholderne.

– Vi arbejder hver dag i Faxe Forsyning mod mere innovative genanvendelsesmetoder, der både sikrer en god og nærværende service for borgerne, samt en så miljøvenlig håndtering af affaldet som muligt, fortæller adm. direktør i Faxe Forsyning Henrik Ellermann.

– Ligenu kører ca. 16.000 husstande forsat efter den ’almindelige’ ordning, mens vi sammen med 452 husstande arbejder med en særlig ordning for sortering af affaldet, der derefter sorteres yderligere i Næstved af AffaldPlus med fokus på genanvendelse. Det betyder, at vi med forsyningens moderne metoder kan være med til at sikre klimaet og mindske forbruget af urørte råstoffer.

M. Larsen indsamler også i dag dagrenovationen ved alle husstande i Faxe kommune. Dagrenovationen samles og køres til AffaldPlus til blandt andet affaldsforbrænding. Varmen fra forbrændingen udnyttes til produktion af fjernvarme.

M. Larsen Vognmandsfirma A/S er blandt landets største transportører og har siden 1947 specialiseret sig især inden for transport og håndtering af alt affald. Virksomheden i Næstved beskæftiger i dag ca. 140 medarbejdere og 60 lastbiler. På landsplan har M. Larsen Vognmandsfirma A/S 700 ansatte og 330 lastbiler.

Virksomheden er miljøcertificeret iflg. ISO 14001, kvalitetscertificeret iflg. ISO 9001, samt arbejdsmiljøcertificeret iflg. OHSAS 18001. Virksomhedens mål er en fortsat udvikling af teknik, ny viden, engagerede medarbejdere og at kunne yde den service vore nuværende og nye kunder efterspørger nu og i fremtiden.

 

Kommentarer