Haslev

Madordning i daginstitution gav overskud – ikke underskud

debat indlæg

Debat: Jeg er blevet bekendt med, at der i år 2015 har været forkert kontering af løn og hele lønudgifter for madordninger i daginstitution dækkende et gennemsnitligt børneantal på 125,43 børn i en integreret institution i kommunen.

Indsendt af Tanja Schjellerup, Teglværksvej 23, 4690 Haslev.
Folketingskandidat – Storkreds Sjælland – Alternativet
Kommunalkandidat KV17 – Faxe Kommune”.

Dette tal har betydet, at der først blev et påstået underskud i den forældre arrangerede frokostordning. Det har dog vist sig efter ledelsen i institutionen har undersøgt sagen, at der har været fejl i beregningerne.

En regnefejl der betyder, at der ikke var underskud i ordningen, men i stedet overskud på 183.770,55,-

Der er efter mine informationer opkrævet 122,- for meget i egenbetaling pr. barn pr. måned.

Man skulle jo så formode, at dette overskud selvfølgelig ville falde tilbage til forældrene eller i det mindste tilfalde institutionen. Dette tyder dog ikke på at være tilfældet!?

Udmeldelsen på den forkerte beregning fra kommunen lyder indtil videre “Regnskabet for 2015 er lukket – derfor kan vi ikke tilbageføre et overskud”.

Ærlig talt. Det er en for ringe undskyldning for en kommune at bruge, når det drejer sig om en sådan regnefejl. Havde der derimod været underskud, så kunne vi muligvis have forventet et krav om nedskæringer i institutionen.

Det mest reelle ville være, at pengene bliver tilbageført og som minimum at overskuddet tilfalder institutionen, samtidig med en takst reduktion i selve ordningen.

#FaxeKommune – hvordan har I tænkt jer, at gribe den her an uden at feje den ind under et lukket budgetgulvtæppe? Og forøvrigt, hvordan ser beregningerne for 2014, 2013, 2012 og 2011 ud i samme institution. Og er samme fejlberegninger foregået i mere end én institution i kommunen?

Kommentarer