Madpakkehuset i Kalkparken indvies på fredag

Fiskestime

Faxe: Gæster ved Faxe Kalkbrud vil fremover kunne spise deres medbragte mad i tørvejr, i det nyopførte madpakkehus i Kalkparken

Fredag den 30. august indvies det nye madpakkehus i Kalkparken med snoreklipning, taler. musik og fisk i stimer.

Selve indvielsen finder sted klokken 12.00, hvor snoren klippes af Martin Hillerup, formand for Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune. Derefter afholdes der taler af Tove Damholt, der er museumsdirektør på Geomuseum Faxe samt Henning Poulsen, formand for Danhostel Faxe Vandrerhjem.

– Nu har vi et endnu bedre tilbud til alle de mange, som hvert år besøger Faxe Kalkbrud. Det gælder ikke mindst skoler, institutioner og de mange turister og friluftsfolk, der kommer hertil for at nyde de unikke muligheder, fortæller Martin Hillerup, der er formand for Erhvervs- og Kulturudvalget.

Men allerede klokken 10 starter festlighederne med kunsteventet ”Fisk i stimer” ved kunstnergruppen 7-9-13/Galleri Arleth og lokale børn fra Faxe Kommunes skoler og institutioner. Der males fantasi-fisk med inspiration fra det forhistoriske subtropiske hav, som dækkede området for 63 millioner år siden. Fiskene vil senere blive sat op ”i stimer” ved kalkbruddet.

Efter selv indvielsen, omkring klokken 12.30 optræder Copenhagen Strings. Musikerne spiller i Kalkparken som et af flere steder under Grado Festivallen. Der vil være lidt godt at spise og drikke fra Danhostel Faxe Vandrehjem og børnene vil indvie madpakkehuset med lidt bålmad.

Der er desuden mulighed for at høre arkitekt Per Fløe Nielsen, som står bag både madpakkehuset og den kommende udsigtsplatform Prismet, fortælle om projekterne og svare på spørgsmål. Det foregår i Danhostels lokaler hvor Center for Udvikling desuden står klar til at fortælle om de mange andre initiativer i området.

Der er i dagens anledning fri adgang til Geomuseum Faxe.

Indvielsen finder sted fredag den 30. august 2013 fra klokken 10.00 til 14.00.

Fakta:

Det nye madpakkehus, som er en overdækket spiseplads, har plads til op mod 60 gæster og ligger på plænen i Kalkparken mellem Danhostel Faxe Vandrerhjem og Geomuseum Faxe.

Her kan alle nyde deres madpakke, garneret med en fantastisk udsigt ud over Faxe Kalkbrud.

Huset har form som en hestesko, med planter på både tag og bagside. Det falder derfor naturligt ind i de grønne omgivelser.

Huset er tegnet af arkitekt Per Fløe Nielsen fra Arkitekterne Køge.

Madpakkehuset bliver opført med støtte fra LAG Faxe.

Huset kan reserveres via Geomuseum Faxe.

Kommentarer