Haslev

Madservice udliciteres til Din Private Kok

Faxe Kommune: Virksomheden “Din Private Kok” skal fra 1. marts levere mad til de hjemmeboende borgere i Faxe Kommune, der får madservice

Byrådet besluttede sidste år at udbyde opgaven omkring produktion og levering af madservice, og Din Private Kok vandt udbuddet ud fra en samlet vurdering af kriterierne for pris, kvalitet, service og levering.

Din Private Kok er en del af den store internationale servicevirksomhed Compass Group, og der er foreløbig tegnet kontrakt med Din Private Kok for en periode på to år.

Virksomheden har i dag samarbejde med 23 kommuner om at levere mad til hjemmeboende pensionister. Maden leveres en gang om ugen, som vakuumbehandlede hovedretter, der skal opvarmes i microbølgeovn. De ældre vil få valgmuligheder, når deres personlige menu skal sammensættes, og der er ligeledes mulighed for tilkøbsydelser, så som frokostretter, morgenmad, gæstemad osv.

Mogens Stilhoff, formand for Social- og Sundhedsudvalget, er meget tilfreds med resultatet af udliciteringen.

– Med udliciteringen har vi opnået, at borgerne sparer lidt under 5 kroner per  hovedret, og derudover sparer vi en halv million kroner om året på kommunens budget. Det er rigtig mange penge, som vi kan anvende på andre måder til gavn for kommunens ældre,

Han tilføjer, at det samtidig betyder høj kvalitet og forsyningssikkerhed, når maden fremover leveres fra Din Private Kok.

Det er aldrig en nem beslutning at udlicitere et område, når det medfører tab af lokale arbejdspladser i en tid med mangel på jobs. Men politikerne besluttede at gå udliciteringsvejen, da man populært sagt ikke havde råd til at lade være med at afprøve muligheden for at opnå en billigere pris end kommunen selv har kunnet producere maden til. Samtidig stod man med et kapacitetsproblem i det kommunale køkken.

Kirsten Jacobsen, direktør i Faxe Kommune, glæder sig over, at udliciteringen både er til gavn for borgerne og for kommunens kasse.

– Et stort privat firma, som Din Private Kok har nogle stordriftsfordele, som borgerne og vi som kommune kan nyde godt af. Det udmønter sig både i en lavere pris for maden, en høj kvalitet og løbende kvalitetsudvikling. Kommunen er nu i fuld gang med at sikre, at borgerne kan starte op 1. marts med den nye leverandør, og de berørte borgere vil inden længe modtage brev om, hvad den nye aftale betyder.

Madservice hører under fritvalgslovgivningen, hvor borgerne skal tilbydes frit valg af leverandør på hjemmeplejeydelser. Det betyder, at selvom Din Private Kok har vundet udbuddet, så vil andre leverandører af mad få mulighed for at indgå i kommunens fritvalgsordning, hvis de kan opfylde de kvalitets- og prisforudsætninger som Din Private Kok har vunder udbuddet på. Andre leverandører af mad kan derfor ansøge om godkendelse som fritvalgsleverandør hos kommunen.

Kommunen forventer at firmaet KRAM fortsætter som fritvalgsleverandør af madservice i kommunen, sådan som de har været hidtil. I så fald vil de borgere, der i dag har valgt at få madservice fra KRAM derfor kunne forsætte uden ændringer.

Kommentarer