Faxe Ladeplads

Mælkevejen har fået kyllinger

Faxe Ladeplads: Gennem portalen ’Skolen i Virkeligheden’ har daginstitutionen Mælkevejen i Faxe Ladeplads givet børnene mulighed for at følge udviklingen fra æg til kylling. Portalen er et sandt slaraffenland af tilbud til både daginstitutioner og skoler.

Hos daginstitutionen Mælkevejen i Faxe Ladeplads, dagtilbud øst, har børnene på det seneste kunnet følge udviklingen fra æg til kylling, ved hjælp af en rugemaskine.

Kyllinger og rugemaskine er til låns

Mælkevejen har fået kontakt med Kirstine Andersen, fra Stevns Racehøns gennem Faxe Kommunes åbne skoleportal ’Skolen i Virkeligheden’, som udbyder en stribe af tilbud til daginstitutioner og skoler. Kirstine Andersen har ’lånt’ institutionen nogle hønseæg, der var klar til udrugning samt en rugemsakine. Når kyllingerne når en vis alder, skal de tilbage til Kirstine Andersen og indgår i hendes opdræt. Interesserede kan læse mere Kirstines tilbud på skolenivirkeligheden.dk

Det er pædagogmedhjælper Henning Pedersen, der sammen med de øvrige medarbejdere, har stået for forløbet. Henning har printet en fin illustration, der viser kyllingens udvikling inde i ægget. Illustration, rugemaskine med æg og Hennings engagement, har tilsammen dannet rammen om læringen.

henning_pedersen_maelkeveje
Børnene og dyrenes ven, pædagogmedhjælper Henning Pedersen, viser her en høne frem.

Henning fortæller at det har været et spændende forløb, som børnene har fulgt med stor interesse. Der har været kø inde på det lille værksted i børnehaven, hvor rugemaskinen har stået under udrugning og udklækning. En enkelt kylling måtte have hjælp for at komme ud af sin skal, og den overlevede desværre ikke den traumatiske oplevelse. Sådan er livet jo, og det blev også en del af læringen.

Efter at kyllingerne kom til verdenen, har de været genstand for meget opmærksomhed. De bløde kyllinger har dagligt været i hænderne på børnene, også i vuggestuen har de helt små haft glæde af forløbet.

– Kyllingerne falder nemlig straks til ro i hånden, når de mærker varmen fra hænderne, fortæller Henning Pedersen.

Efterhånden som kyllingerne har vokset sig større, blev rugemaskinen for trang, og der måtte mere plads til. Mælkevejen har i forvejen kaniner, æglæggende høns og geder. Kyllingernes nye hjem blev kaninstalden, hvor en gammel sørøverkiste er blevet foret med spåner og udstyret med en varmelampe. Her har kyllingerne på få uger vokset sig store og er klar til afhentning, de skal hjem og indgå i opdrættet hos Kristine Andersen.

Æg og kyllinger i rugemaskinen
Æg og kyllinger i rugemsakinen

– Det er ikke sidste gang, at der kommer kyllinger på Mælkevejen, fortæller Henning. Han har planer med børnehavens skrukke høne, som for tiden må nøjes med hjemmedrejede trææg.

– Det må der gøres noget ved, siger Henning, der håber at Kristine fra Stevns Racehøns kan levere et par æg til den skrukke høne, på den måde kan forløbet udvides, og børnene får en oplevelse med naturlig udrugning af kyllinger.

’Skolen i virkeligheden’

Områdeleder Maiken Højgaard Toftholm fra Mælkevejen er begejstret for mulighederne i portalen ’Skolen i virkeligheden’.

– ’Skolen i virkeligheden’ er et godt tilbud, fordi det giver os nogle andre former for aktiviteter, som normalt ikke er tilgængelige, og mange af tilbuddene er også gratis, siger Maiken Højgaard Toftholm.

– Vi har i forvejen høns sammen med plejehjemmet ved siden af. Men der er ikke nogen hane, så det er ikke praktiseret at udruge æggene. Det er vigtigt, at børnene får kendskab til dyreverdenen, og hvordan det foregår i den biologiske verden. Jeg vil klart anbefale både dagtilbud og skoler at kigge på portalen. Der er rigtig mange forskellige muligheder. Man kan også få en jæger ud, hvor der bliver slagtet et dyr. Det er noget, vi gerne vil prøve, tilføjer Maiken Højgaard Toftholm.

Mød en jæger

Det er jægeren Jan Lindberg fra Jagtkompagniet i Teestrup der tilbyder at besøge skoler og dagtilbud og fortælle om jagt med mere. Han er en forbilledlig naturformidler i Danmarks Jægerforbund, som forstår at rive eleverne med, uanset alder og niveau. Har gået på jagt i cirka 30 år, og undervist i jagt i mere end 16 år. Læs mere om Jans tilbud på skolenivirkeligheden.dk.

Fakta om Skolen i Virkeligheden

Portalen er en del af et stort ’Åben skole netværk’, der indtil nu består af 20 kommuner og over 1.000 samlede tilbud fra udbydere. Det er Fredensborg kommune der har søgt midler i gennem Friluftsrådet og udviklet platformen, og Faxe og Stevns kommune har i et tæt samarbejde, udviklet portalen med udbydere siden december 2015. Alle skoler og dagtilbud er informeret om portalen, og er godt i gang med at bruge portalen.

Portalens hjemmeside er www.skolenivirkeligheden.dk – klik på Faxe eller Stevns for at finde de lokale tilbud. Skolen i Virkeligheden Faxe er forankret i Center for Børn og Undervisning.

Kommentarer