Mammutter på Geomuseum Faxe onsdag

Faxe: På onsdag kan man høre et spændende fyraftenforedrag på Geomuseum Faxe om Dyrelivet på istidens mammutstepper
Onsdag den 10. april klokken 17 er der fyraftens foredrag om Dyrelivet på istidens mammutstepper på Geomuseum Faxe
Foredragsholder er Kim Aaris-Sørensen, dr. scient, Kvartærzoolog, lektor emeritus ved Statens Naturhistoriske Museum.
Kom med Kim Aaris-Sørensen tilbage til istidens Danmark og hør ham berette om det fascinerende dyreliv, der beboede verden under istiden. Takket være de enorme mængder velbevarede fossiler, ved vi i dag, at faunaen dengang var rig og varieret. Fossilerne fra istidslagene omfatter alt fra enkelte knogler til komplette skeletter og dybfrosne kadavre, som permafrosten har bevaret intakt – især i Sibirien, Alaska og Yukon.
Kim Aaris-Sørensen vil undervejs i foredraget bruge fossilfundene til at beskrive den fauna, der levede på sletterne foran de store iskjolde i Europa, Asien og Nordamerika. Og han vil give os sit bud på, hvorfor istidsdyrene udviklede sig så markant i denne periode – og ikke mindst pege på, hvad det var, der gjorde det af med dem.
Foredraget varer ca. 45 minutter og efterfølgende byder museet på en kop kaffe, hvor der også vil være rig mulighed for at stille spørgsmål. Derudover byder vi på muligheden for at se og røre ved de ægte knogler fra istidens dyreliv og ikke mindst se den mammuttand, der netop er fundet i Faxe.
Alle er velkomne og der betales kun normal entre til museet for at deltage.
- Voksne 45 kr.
- Pensionister og studerende 35 kr.
- Under 18: Gratis
Geomuseum Faxe ligger på Østervej 2 i Faxe
Kommentarer