Debat og politik

Man kan ikke bruge de samme penge to gange

Hvem skal betale for de 5.250.000.000, der mangler i regeringens finanslovsudspil?

Indsendt af Per B. Thomsen, formand 3F Midt & Østsjælland

Det er lidt af et politisk slagsmål, når vi diskuterer velfærd eller skattelettelser. Det er der intet nyt i.

Men når der argumenteres på fakta, så er det ikke politisk klædeligt at fornægte oplysningerne. Og i Faxe Kommune lader det til, at Liberal Alliance forsøger at skjule deres ideologi ved at fornægte konsekvenserne af regeringens skatteudspil. Man må mene hvad man vil – næsten i hvert fald – men så må man også stå på mål for at man lægger stemmer til en ulighedsskabende politik, hvor dem der har mindst, skal betale regningen for topskattelettelser til dem der har mest.

For der er huller i regeringens skatteudspil. Der mangler finansiering for 5.250.000.000 kroner, det er et faktum. Der står at de skal komme fra at regulere overførselsindkomsterne. Men for hvem, det er uklart. Er det den studerende, som skal have mindre i SU? De ældre, der mister den grønne check og boligydelsen? Skal folkepensionen skæres? Eller førtidspensionen? Løkke og co. bør fortælle danskerne – helt ærligt – hvordan de vil finansiere topskattelettelserne. For man kan mig bekendt ikke bruge de samme penge to gange.

Der er for så vidt ikke noget galt med at give skattelettelser, når og hvis der er et råderum. Jeg tror også, at de fleste af os gerne ville beholde lidt mere af det vi tjener.

Men det er kun halvdelen af ligningen, den anden halvdel, som også leder frem til svaret på, hvorvidt vi skal have topskattelettelser eller ej er, hvordan man finansierer skattelettelserne.

Hvem betaler regningen? Og det er her, hvor jeg – ligesom så mange andre – hellere vil have et velfærdssamfund til gavn for de fleste end et større økonomisk råderum til gavn for de mest velstillede.

Jeg vil hellere have vished for, at man kan komme i vuggestue, børnehave, skole, på hospitalet, plejehjem mv. uden at skulle have penge op af lommen.

Jeg vil hellere have ordentlige veje, offentlig transport for alle, skabelse af arbejdspladser og et frit uddannelsessystem, hvor du ikke skal have penge op af lommen.

Pengene kan kun bruges en gang. Derfor er jeg også uenig, når regeringen siger, at man kan få den samme velfærd i morgen som i dag, hvis man samtidig giver skattelettelser for mange milliarder.

Hvis vi bruger pengene på skattelettelser, kan det kun føre til nedskæringer, der rammer, ikke mindst vores ældre og vores børn.

Med det råderum, vi har i dansk økonomi, er der råd til en rigtig og retfærdig udvikling af Danmark, hvis vi vel at mærke prioriterer det, der er vigtigst, først. Det handler om at tage tingene i den rigtige rækkefølge.

Først investeringer i velfærd, så arbejdspladser og derefter skattelettelser. Ikke skattelettelse til de rigeste, men lønmodtagerne, der fortsat og tidligere har betalt regningen efter krisen. Sådan gør man Danmark økonomisk bæredygtig, sådan styrker man landets konkurrenceevne og sådan gør man hverdagen tryg for de fleste. Ikke ved at bruge de samme penge to gange.

Kommentarer