Debat og politik

Man kan ikke søge et job, som man ikke ved er der!

Der er gang i hjulene igen. Både faglærte og ufaglærte 3F’ere har hænderne i gang, men der er stadig mange af vores medlemmer, som hver dag søger arbejde.

Af Per B. Thomsen, formand 3F Midt & Østsjælland.

Derfor skriger det også til himlen, at arbejdsgiverne kører en kampagne, hvor de fremstiller det som om, at samfundet nærmest kun kan hænge sammen, hvis Danmark importerer yderligere arbejdskraft. Og værre endnu, så har stråmandsbudskabet fået politisk ørenlyd.

Der er pt. 111.000 ledige danskere og heraf er de 12.000 ledige 3F’ere. Hos os i 3F kan vi altså ikke konstatere en ’mangel på arbejdskraft’ – tværtimod. Vi har masser af arbejdsparate medlemmer. Hver uge formidler 3F mere end 35 jobs. Hvis det er svært at finde arbejdskraft, så er 3F i den grad klar til at jobformidle.

En undersøgelse foretaget af Beskæftigelsesministeriet viser, at kun 1,3 % af de arbejdsgivere, som hævder at søge forgæves efter arbejdskraft, har efterspurgt hos jobcentre, a-kasser, fagforeninger og via net-opslag. Det kan vist gøres bedre.

I 3F anerkender vi, at der er en skævvridning i Danmark ift., at der i visse brancher og egne af Danmark er en begyndende mangel på visse kvalifikationer. Denne skævvridning er dog ikke ensbetydende med, at arbejdskraften ikke eksisterer og i 3F hjælper vi gerne virksomhederne med at få kontakt til vores ledige medlemmer. Men det forudsætter åbenlyst, at arbejdsgiverne er villige til at ansætte dansk arbejdskraft på overenskomstmæssige vilkår.

Det skriver jeg, fordi, at vi ved, specielt indenfor det grønne område, hotel- og restauration samt byggebranchen, at der er arbejdsgivere, som decideret fravælger dansk arbejdskraft. Kort sagt: lad være med at sige, at der er mangel på dansk arbejdskraft, som et skalkeskjul for at udhule løn- og arbejdsvilkår med udenlandsk arbejdskraft.

Så kære arbejdsgivere, tag fat i os, vi har mange medlemmer, der gerne vil i arbejde. Slå stillingerne op, for man kan ikke søge et job, som man ikke ved er der!

Kommentarer