Faxe Ladeplads

Manden fra Møns Klint-styrt er formodentlig dansk

Politiet har i løbet af igår fået flere henvendelser fra borgere, efter billedet af den døde mand blev offentliggjort i medierne. Det er dog stadig et stort mysterium, hvem den døde mand, der blev fundet for foden af Møns Klint, er.

Politiet har måttet opgive de normale kanaler til at identificere manden, der faldt ned fra Møns Klint den 8. november. Han havde ingen effekter eller identifikationspapirer på sig, men politiet har nu fået en række henvendelser, og flere navne på personer, som den døde fra Møns Klint kan være.

Den ukendte mand har forskellige kendetegn på kroppen, men de har endnu ikke ledt politiet til en identifikation.

Da manden blev fundet, havde han tydelige skader i ansigtet. Han havde desuden et forholdsvist friskt operationsar, der er mellem fire og fem måneder gammelt, i venstre side af mellemgulvet.

Og så har politiet en formodning om, at han er dansk, fordi han havde en jakke på, som var købt i en genbrugsbutik i Dianalund. Jakken blev indleveret i forretningen for omkring to år siden.

Han beskrives som 165-170 cm. høj, velsoigneret og med tyndt rødligt hår, som formentligt har været farvet. Da han blev fundet ved ved foden af Møns Klint i udkanten af Faxe Bugt var han iført sorte LEE cowboybukser, hvid undertrøje, flerfarvet bluse og en grå vindjakke med rød kant. Han var desuden iført Calvin Klein boksershorts og Ecco-sko i størrelse 40.

Evt. henvendelser kan ske til Lokalpolitiet i Vordingborg, på tlf. 55351448 eller til kriminalassistent Niels Windahl Pedersen på tlf. 4132 8495.

Klik her for at se et større billede af den afdøde, som politiet har offentliggjort.

 

Kommentarer