Månedens Kunstner er fra Karise

Faxe: Den 6. udstiller af kunst pryder nu væggene i Faxe Sundhedscenters forhal med udstillingen “Billedkunst for enhver smag”
Fra i dag frem til den 30. april udstiller billedkunstner Anne Grethe Hjort Hansen fra Karise sine malerier i forhallen på Faxe Sundhedscenter.
– Jeg har i mine unge år arbejdet som keramikmaler hos Michael Andersen og søn, Rønne. Min hobby blev til billeder, og når lysten kommer, omsætter jeg min fritid til min hobby, og det bliver til billedkunst, fortæller Anne Grethe Hjort Hansen fra Karise
– Jeg har i nogle år taget undervisning hos maleren Jeff Ibo, som lærte mig at se farverne, og at grøn ikke alene er grøn! Ved selvstudier som autodidakt får jeg inspiration ved at se de mange farver, skiftende lys og skyerne. Natur, blomster og landskaber har i lang tid været mine bedste motiver. Efterårets varme farver og vinterens kølighed, ja landskaber som forandres uafbrudt. fortæller Anne Grethe Hjort Hansen og fortsætter:
– Jeg søger at fange stemninger og at se et hvidt papir eller lærred blive til et maleri, som ingen andre har malet magen til. Et maleri skal på en måde gøres levende.Stilarten i mine billeder er underordnet og jeg maler efter lyst og humør”.
I forhallen er der prisliste, kontaktdata til Anne Grethe og mere at læse om Anne Grethes tanker vedr. sine billeder, samt hvor hun ellers har udstillet.
Kommentarer