Mange indspark til integrationspolitik

Rønnede: Faxe Kommunes beskæftigelsesudvalg var tirsdag vært ved et velbesøgt dialogmøde om integration.
Tirsdag den 24. marts afholdt Faxe Kommune et dialogmøde om kommunens integrationsindsats.
Her gav kommunalt ansatte, foreningsfolk og borgere gav input til den kommende integrationspolitik, som Faxe Kommune forventer klar til sommer. Ikke mindst erhvervslivets vigtige rolle blev der talt om.
Knap 50 deltagere var samlet for at give input til den integrationspolitik, kommunen barsler med og som forventes klar til sommer. Det var aktører fra Faxe Kommune, som på forskellig vis arbejder med integration, og det var repræsentanter fra foreningslivet og frivilliggrupperne omkring flygtningene i kommunen.
Læs også: Dialogmødet om integration er flyttet
– Der er kommet rigtig mange gode indspark, og jeg synes, der er en rød tråd i dét, deltagerne har bidraget med. Det handler om at få skabt det bedste grundlag for, at de, der kommer til kommunen, også kan få en fremtid her, siger Kasper Sonne, centerchef for Center for Familie, Social & Beskæftigelse.
Antallet af flygtninge, som allerede er ankommet i løbet af 2014, og forventningen om at flere end man regner med også kommer til Faxe Kommune i løbet af 2015, giver anledning til at sætte yderligere fokus på indsatsen med en konkret politik for området.
Der er ikke mindst behov for at engagere det lokale erhvervsliv for at give flest mulige af de nyankomne borgere en indgang til arbejdsmarkedet. Også det lokale fritids- og foreningsliv kan være med til at gøre en afgørende forskel for de nye borgere. Det var der alt sammen fokus på under dialogmødet.
– Gennem årene er en stor opgave blevet løst af mange frivillige, som har engageret sig i at byde de nye borgere velkommen og støtte dem i integrationen. Nu ser vi et stigende antal flygtninge, så kommunen må også ind og løfte med de muligheder, vi måtte have, siger Finn Hansen, formand for beskæftigelsesudvalget.
– Et spørgsmål som fylder meget er, hvordan man får åbnet døre, så de nye borgere kan komme ind på arbejdsmarkedet. Erhvervslivet spiller en helt afgørende rolle her, tilføjer formanden.
Deltagerne var i løbet af mødet delt op i grupper, som deltog i dialog i små caférunder. Her var overskrifterne ”Vellykket integration”, ”aktivt medborgerskab”, ”uddannelse til alle” og ”hurtigt i arbejde”.
Hvis man har virksomhed i Faxe Kommune og interesse i at bidrage til integrationsindsatsens, så kan man kontakte Jobcenter Faxes virksomhedskonsulent Anne Marie Jul Bundgaard på telefon 56 20 35 16.
Kommentarer