Faxe Ladeplads

Mange nye planer for Minibyen i Faxe Ladeplads

Faxe Ladeplads: Kristi Himmelfartsdag afslører Faxe Ladeplads Miniby et nyt byggeri nemlig Hotel Faxe Ladeplads

Når foreningen Faxe Ladeplads Miniby slår dørene op til en ny sæson på Kristi Himmelfartsdag, d. 17. maj 2012 er det med afsløringen af en model af Hotel Faxe Ladeplads.

Hver eneste formiddag arbejdes der på foreningens værksted på Faxevej, på at få Hotel Faxe Ladeplads færdig til sæsonåbningen. Og selv om der kommer mange, er der plads til flere.

Lige nu efterlyser foreningen en tækkemand, der kan tække de små huse, en bådebygger og en modeltogbygger.

I Faxe Ladeplads har havnen en central betydning, så der skal også være en havn i Minibyen. Derfor søger foreningen personer som kunne tænke sig at bygge modeller af skibe som de så ud i perioden 1900 til 1920.

Foreningen vil også gerne i kontakt med en modeltog entusiast, der kan bygge et tidssvarende tog til at holde ved stationen.

Foreningen arbejder også på at forbedre den historiske formidling i samarbejde med Østsjællands Museum.

Værkstedet på Faxevej 12 A er åbent om formiddagen fra kl.9.00 – 12.00. Tlf.: 30 36 22 27

Supplerende oplysninger

I Miniparken viser Faxe Ladeplads omkring år 1900. Der er udstillet 40 ejendomme heriblandt kirken, den gamle kro, toldbygningen, jernbanestationen, forretninger og beboelseshuse. For tiden bygges der på Faxe Ladeplads Hotel.

Alt er blevet lavet i hånden; tagsten, mursten, tagrender, nedløbsrør, døre og vinduer. Men de døre og vinduer, man hidtil har lavet i bly, er ikke holdbare nok. Så nu har foreningen investeret i en graveringsmaskine, så vinduer og døre fremover kan fremstilles i plast.

Kommentarer