Mangeårig formand for Plejecentret Søndervang takker af til nytår
Inger Flindt, mangeårig bestyrelsesformand for Plejecentret Søndervang i Faxe, træder ved årsskiftet tilbage fra posten. Det oplyser plejecentret i en pressemeddelelse.
– Det er tid for mig at varetage andre opgaver, og da jeg i en årrække har ledet bestyrelsesarbejdet, har jeg ønsket, at der findes en afløser, siger Inger Flindt.
Plejecentret Søndervang, der på lige fod med et tilsvarende center i Randers oprindeligt blev opført af Adventistkirken Danmark, har siden udviklet sig til en selvejende institution, som fortsat bygger på et kristent værdigrundlag og forholdet til Adventistkirken.
Bestyrelsesarbejdet indebærer en kompleks opgavefordeling mellem institutionen, kommunen samt beboere og deres pårørende. Inger Flindt har, i tæt samarbejde med centerleder Niclas Fuglø, navigeret disse udfordringer med professionalisme og engagement. Hendes evne til at skabe balancerede løsninger og hendes personlige indsats har været uvurderlige for institutionens udvikling, lyder det i pressemeddelelsen.
– Efter mange års dedikeret indsats har Inger valgt at prioritere andre opgaver. Hendes afgang markerer afslutningen på en periode præget af god ledelse og et stort personligt engagement, siger Niclas Fuglø.
Formandsposten overtages midlertidigt af mangeårigt medlem af bestyrelsen, Jan-Gunnar Wold, som har indvilget i at løfte opgaven, indtil man finder en afløser til Inger Flindt.
Jan-Gunnar Wold udtrykker respekt for bestyreseskollegaens arbejde, og han er fortrøstningsfuld i forhold til at videreføre opgaverne i samarbejde med den øvrige bestyrelse.
Kommentarer