Mangel på bloddonerer i Haslev
Der bliver færre bloddonerer og det kan betyde, at det bliver besværeligere for bloddonerer i Haslev at komme til at afgive blod.
To mobile blodtapningsbusser har siden 2012 sørget for at bloddonerer i Region Sjælland har kunnet afgive blod lokalt. De to busser, der har base i henholdsvis Holbæk og Nykøbing Falster, holder flere uger om året på 13 lokale tappesteder, men det er snart slut. Man har besluttet at droppe tappestedet i Dianalund fra 2018. Det skriver TV Øst.
Grunden er at antallet af bloddonerer er faldende og der skal være 350 donorer tilknyttet hvert stoppested, for at økonomien hænger sammen.
Tappested i Haslev lukker
Kommer der ikke flere bloddonerer til i Haslev, lukker tappestedet i Haslev også.
Lone Nielsen, der er ledende bioanalytiker hos Blodbanken i Nykøbing Falster og ansvarlig for den ene af de to busser, ærgrer sig.
– Det er rigtig ærgerligt, for vi vil jo gerne møde donorerne, hvor de er. Den sidste endelige konsekvens kan jo være, at vi må lukke et tappested – ikke et donorkorps, men tappestedet – og så bede donorerne om at blive tappet et andet sted, som det allerede er besluttet i Dianalund, siger Lone Nielsen til TV Øst og hun fortsætter:
– Der er jo behov for, at donorerne kommer frivilligt og afleverer en portion blod hos os. Har vi ikke noget blod, så er der jo mange patienter, der ikke kan få den behandling, de har behov for.
– Jeg har den bøn til folk, at de skal ringe til os eller komme ud til os, når vi holder rundt omkring, og blive tilmeldt, opfordrer Lone Nielsen til TV Øst.
Man kan læse om, hvordan man bliver bloddonor på bloddonor.dk
Her kan man afgive blod i dag i Region Sjælland
- Roskilde
- Ringsted (bus)
- Slagelse (bus)
- Korsør (bus)
- Høng (bus)
- Dianalund (bus)
- Holbæk
- Kalundborg (2 steder) (bus)
- Nykøbing Sj. (bus)
- Køge
- Faxe (bus)
- Haslev (bus)
- Næstved
- Vordingborg (bus)
- Stege (bus)
- Nykøbing Sælland
- Nakskov (bus)
- Maribo (bus)
Kilde: bloddonor.dk
Kommentarer