Markant fald i antallet af folkeskolelærere
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/06/skoleklasse.jpg)
Faxe Kommune har nedlagt hele 68 lærerstillinger i kommunens folkeskoler siden 2009
På landsplan er nedgangen i antallet af lærerstillinger på 10,3 procent siden 2009. I samme periode er antallet af elever i folkeskolen kun faldet med ca. 2 procent. Det viser en ny opgørelse foretaget af Danmarks Lærerforening i december 2012.
I Faxe Kommune har udviklingen været særlig dramatisk. Her er der nedlagt 68 lærerstillinger siden 2009. Det svarer til 18,9 procent og er dermed langt over landsgennemsnittet.
Det har fået formanden for Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg, Jonna Rolvung, til at advare om, at nedgangen i antallet af lærerstillinger får konsekvenser for kvaliteten af undervisningen.
– Der er sket en drastisk nedgang i antallet af lærerstillinger, som kan mærkes på den enkelte skole. I samme periode har vi oplevet, at skolerne har gennemgået skolestrukturændringer og en gennemgribende ændring af specialundervisningen til næsten fuld inklusion samtidig med klasseoptimering, ny holddannelse og nye rammer for skoledagen, siger Jonna Rolvung.
– Som lærere støtter vi tanken om en rummelig folkeskole med plads til så mange elever som muligt. Men alle elever har krav på at få undervisningstilbud, så de lærer så meget som muligt. Og det kan blive svært at opfylde, hvis den øgede inklusion kombineres med flere elever i klasserne og færre lærerkræfter.
– I øjeblikket er KL og regeringen i fællesskab i gang med en kampagne, der sår tvivl om lærernes arbejdsindsats. Men sandheden er, at lærerne i folkeskolen gennem en lang periode har måttet løbe hurtigere og hurtigere, og i den grad har præsteret en produktivitetsfremgang. I det lys er det grotesk, at KL nu foreslår, at lærerne skal undervise endnu mere uden forberedelsestid. Det kommer til at gå ud over kvaliteten i undervisningen”, afslutter formanden for Lærerkredsen.
Kommentarer