Faxe by

Markus fra Faxe dygtiggør sig på Malta

Som et led i Markus´ uddannelse til VVSer har Markus valgt at tilbringe en del af sit første semester på Malta for at styrke sit engelske og få noget mere praktisk erfaring.

Markus André Larsen er 17, bor i Faxe og er en ung mand, der brænder for sit fag. Så meget at han har både mod og nysgerrighed nok til at forlade sin familie på Kalvehavevej og rejse til den lille Middelhavsø Malta for at dygtiggøre sig. Han var i praktik på et stort fem stjernet hotel.

– Det har givet mig rigtigt meget, fortæller han med et stort smil.

– Jeg har set faget på en ny måde. Her på Malta arbejder de meget kreativt og genbruger mange ting. De reparerer og finder på mange smarte løsninger. Jeg har lært, at man skal prøve at komme i gang med en løsning og så se om det virker, fortæller Markus, mens han sidder glad i sofaen efter en lang arbejdsdag. Han er tilbage i lejligheden, der har været hans hjem de seneste uger sammen med andre elever fra EUC Sjælland, som har været i praktik på Malta.

– Det har været meget hyggeligt at arbejde med malteserne. De er mere sammen om opgaveløsninger, det kan jeg egentligt godt lide! Og så tager de al ting meget roligt og når alligevel det hele. Jeg har nok skullet lære at sætte tempoet lidt ned… Så det har været meget spændende at opleve faget et helt anderledes sted, fortæller han med et skævt smil.

Markus har været del af GF 1 International – et særligt hold af elever som startede uddannelse på på erhvervsskolen EUC Sjælland i august. De er rejst ud i Europa for at blive klogere på deres fag i et andet land. Opholdet inkluderer intensiv engelsk undervisning, besøg hos maltesiske virksomheder og ugelange praktikophold i en maltesisk virksomhed inden for elevernes fag, som fordeler sig mellem VVS, elektriker, frisør, tandklinikassistent, murer og tømrer.

-Det har også været rigtigt godt at være på engelsk kursus, hvor vi havde nogle meget inspirerende undervisere og jeg lærte rigtigt meget. Og så har jeg helt sikkert lært meget af at tale engelsk i det daglige. Før jeg rejste var jeg lidt nervøs for, om jeg kunne klare det. Men det har jo vist sig, at det kan jeg sagens, siger han med stolthed.

-EUC Sjælland har altid lavet internationale aktiviteter, fortæller projektleder Helle Dyrløv.

-Vi har lavet samarbejdsprojekter med partnerskoler i Europa og haft unge på længerevarende praktikophold så langt væk som Australien. Vi sender også en del elever på 3 ugers praktikophold i Europa under EU’s Eramus+ program. Men det er første gang, vi har sendt helt nye elever på erhvervsuddannelserne afsted, siger hun.

– Det gør vi, fordi en del af de nye elever er både fagligt nysgerrige og meget ambitiøse. De vil gerne gøre noget godt for deres uddannelse og CV allerede det første halvår, de er her. Og mange virksomheder har også fokus på udlandet og internationalt samarbejde, så det styrker klart elevernes profil, pointerer projektlederen.

Inden Markus rejste til Malta var der et ansøgningsforløb for at få en af de eftertragtede pladser på holdet. Derefter har han deltaget i et ekstraordinært undervisningsforløb – efter skoletid. Det har forberedt ham til opholdet på Malta med lektioner som “Kultur og lande identitet”, “Arbejdsmiljø, samarbejde og engelske fagudtryk” og “Fag i et internationalt perspektiv”.

– Det har været en meget stor oplevelse at klare sig selv på arbejdet og dagligdagen her på Malta, fastslår Markus med selvsikkerhed i stemmen.

Kommentarer