Maskincenter Sjælland i Karise har fået ny ejer
Karise: Stor bilimportør har opkøbt John Deere forhandleren Maskincenter Sjælland
Maskincenter Sjælland i Næstved, der har en afdeling på Køgevej i Karise, er blevet opkøbt af Semler-gruppen. Med mere end 1.800 ansatte er Semler Gruppen Danmarks største koncern i bilbranchen.
Semler-gruppen , der står bag importen af kendte bilmærker som Folkevogn, Audi, Skoda og Seat, har stiftet et datterselskab, Semler Agro Holding, der har opkøbt to store John Deere forhandlere.
De to forhandlere er Mejlby og Vilsgaard A/S, der har fem forretninger i Jylland og Maskincenter Sjælland A/S med forretninger og værksteder i Næstved, Karise og Holbæk.
Den hidtige ejer af Maskincenter Sjælland A/S, Hans Erik Karlshøj oplyser, at det har været af afgørende betydning at salget er sket til en så stærk spiller som Semler Gruppen. Det skriver Landbrugsavisen.
Semlers opkøb af de to forhandlere kommer på et tidspunkt, hvor producenterne af landbrugsmaskiner er begyndt at stille øgede krav til forhandlere. Ligesom bilfabrikkerne vil de begynde at kræve særlige udstillingslokaler og markedsføringsmetoder samt at forhandlerne stiller garantier af forskellig art til kunderne.
Semler Agro A/S vil efter overtagelsen af Maskincenter Sjællands aktiviteter beskæftige mere end 130 medarbejdere. Alle medarbejdere i Maskincenter Sjælland A/S fortsætter, ligesom Hans Erik Karlshøj, der fortsætter i selskabet som filialchef for John Deere aktiviteterne på Sjælland som hidtil.
Det er en betingelse for opkøbet, at konkurrencemyndighederne godkender handlerne. Når overtagelsen er gennemført, varetager Semler Agro A/S John Deere forhandlingen i stort set hele Danmark.
Kommentarer