Masser af enorme blåbær på feddet

Faxe/Feddet: Lørdag d. 30. juli kl. 14 åbnes der for selvpluk af blåbær på Feddet og der er rigeligt med ekstraordinært store bær
Blåbærmanden Steen Møller glæder sig over at der i år er masser af ekstraordinært store blåbær og inviterer til selvpluk de kommende lørdage, første gang den 30 juli, kl. 14 og så længe blåbær haves, formentlig 5 til 6 uger.
En tydeligt stolt Steen Møller viste torsdag eftermiddag Faxe.nu rundt i mellem blåbærbuskene. Vejret har i år artet sig fuldstændigt perfekt for de mange blåbærbuske så de bugner af bær. Og bærene er enorme. Det skyldes dels at det er en amerikansk art, der sætter større bær end dem vi kender fra Sverige og Norge og så har den seneste tids regnfulde periode medført at blåbærrene i år er ekstraordinært store.
Allerede i foråret tegnede udviklingen af blomsterknopper sig meget lovende og blåbærplantagen, der nu er på 3.000 buske, slap heldigvis for den sene nattefrost i maj måned, hvor blomsterne udvikler sig. Udover de gunstige vejrforhold blev bestøvningen assisteret af humlebier og bier fra bistaderne. Buskene i det den gamle plantage blevet tyndet og der er er blevet gødet med økologisk gødning. I den nye plantage er der udlagt flis omkring buskene og ukrudtet bliver jævnlig slået.
“Jeg glæder mig til på lørdag. Kom endelig og pluk – og husk at tage familie og venner med. Der er bær nok”, siger Steen Møller, blåbærmanden på Feddet, til Faxe.nu.
Der er i dagens anledning åbent, så man kan køre i bil helt frem til plantagen – der er skiltet fra campingpladsen.
Priserne i år er følgende: Selvpluk: 80,- kr/kg. Plukkede bær: 150,- kr/kg. Eller man kan tage 40% af de bær man har plukket med hjem helt gratis.
Kommentarer