Rønnede

Masser af fly på himlen i weekenden

Himlen over Syd- og Midtsjælland bliver fyldt af fly d. 19.-21. august, hvor sidste og afgørende afdeling af Sjællandsmesterskaberne i svæveflyvning afvikles fra flyvepladsen i Kongsted ved Rønnede

Årets største flyvebegivenhed på Sydsjælland løber af stablen d. 19.-21. august, nemlig den 2. og afgørende afdeling af Sjællandsmesterskabet i svæveflyvning. Konkurrencen står stadig helt åben, så intet er afgjort endnu.

Samtidig afvikles det lokale BØF-rally, hvilket betyder at flere end 20 fly kommer i luften fra flyvepladsen i Kongsted. BØF-rally piloterne vil starte sammen med SM-piloterne, men flyve en anden og nemmere opgave. De fleste både privatejede og klubejede fly være i luften, og hele 8 piloter fra Øst-Sjællands Flyveklub deltager i SM eller BØF-rallyet.

”Vi regner med, at flyene går i luften omkring kl. 11-12. De vil, afhængigt af vind og vejr, være retur på flyvepladsen nogle timer senere. Vi har allerede over 20 fly tilmeldt konkurrencen, og tilmeldingsfristen er ikke slut endnu”, udtaler Formand for Øst-Sjællands Flyveklub, Steen Elmgaard, til Faxe.nu . Han glæder sig til en hektisk weekend på flyvepladsen og i luften.

Selvom flyvepladsen er en af Danmarks største svæveflyvepladser, er den ikke større, end det er muligt at komme helt tæt på flyene og se, hvordan svæveflyvning bliver afviklet i praksis. Man kan parkere på en mindre græsparkeringsplads ved indkørslen til flyvepladsen. Her er man velkommen til at slå sig ned og nyde synet af de mange fly.

Man er også meget velkommen til at køre 200 meter længere ned af vejen til klubhuset. Man skal blot være opmærksom på ikke at gå/køre ind på landingsbanen, og man skal kigge sig godt for, når man kører ind på flyvepladsen. Hvis vinden kommer fra øst, vil de mange fly nemlig komme lige ind over vejen under indflyvningen.

”Vi krydser fingre for godt flyvevejr. Det vil sige: Ikke overskyet og ingen regn eller storm”, slutter Steen Elmgaard.

 

Kommentarer