Masser af medaljer til Haslev Svømmeklub
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/06/haslev_svoemmeklub_4.jpg)
Haslev: Masser af medaljer til Haslev Svømmeklub ved TYR sommerstævne i Glostrup i lørdags
Svømmerne fra Haslev Svømmeklubs konkurrence- og talenthold, deltog lørdag den 15. juni i TYR sommerstævne i Glostrup, der var det sidste stævne inden sommerferien.
Der var dog ingen af de deltagende svømmere, der allerede var gået på sommerferie, for der blevet svømmet rigtig stærkt med mange personlige rekorder, hvilket udmøntede sig i en stribe af medaljer. Et super flot punktum på sæsonen!
Det blev til 12 guld, 13 sølv og 11 bronzemedaljer i de individuelle løb samt 4 guld i holdkapperne, hvor Haslev gjorde rent bord ved at vinde alle løb.
En velfortjent sommerferie venter – forhåbentligt med godt badevejr! Der bliver dog ikke helt stille i svømmehallen over sommeren. I uge 27 bliver der afholdt AQUA-CAMP, hvor nogen af konkurrencesvømmerne kan mødes på bassinkanten.
Se mere på hjemmesiden www.haslevsvoemmeklub.dk , hvor der også er åbent for holdtilmelding til den kommende sæson.
Kommentarer