Mellem 20 og 25 strikker hver onsdag i Oasen
Faxe: Garnbutikken Oasen på Parkvej i Faxe har bygget om, så deltagerne i strikkecaférne ikke kommer til at fryse til vinter.
Linda Føhns har haft garnbutik på sin privat adresse på Parkvej 10 i Faxe siden 13. marts 2013. Bygningen som garnbutikken ligger i består af to rum, hvor det mindste blev lavet til strikkebutik og det andet, uden isolering og med rå vægge, skulle være værksted.
– Mit koncept har hele tiden været at når der er åbent, kunne man komme med sit strikketøj og sidde og strikke, fortæller Linda Føhns og hun fortsætter:
– Det begyndte i det små med nogle stykker, men hurtigt var der for lidt plads, så jeg ryddede værkstedet, satte et par borde op, og i dag kommer der mellem 20 og 25 hver onsdag aften, og lidt færre de andre dage.
Læs også: TV2 ØST har besøgt en strikkeklub i Faxe
Nu er strikkecafeen flyttet ind i det tidligere forretningslokale og butikken er flyttet i det tidligere værksted, som er blevet sat tip top i stand. Der er desuden kommet pilleovn op, så der er bliver dejligt varmt til vinter.
Oasen, der ligger på Parkvej 10 i Faxe, holder åbent tre dage om ugen.
Man kan følge Oasen på Facebook.
Fredag den 2. oktober fra klokken 13 til 21 holder Linda Føhns ombygningssalg med diverse tilbud i garnforretningen Oasen i Faxe.
Kommentarer