Haslev

Mere om forstyrrende fiskeri i Gisselfeld-sø

Læserbrev: Efter tre dages fred var der torsdag den 16. maj igen forstyrrende lystfiskeri i Søtorup Sø

Vi havde håbet at Gisselfeld gods havde reageret positivt på vor henvendelse i sidste uge, men tilsyneladende er godset ligeglad med det naturforvaltnings-problem vi i Holmegaard Mose Komiteen har påpeget.

Vi har en tredje og sidste gang siden 9. maj netop sendt en sidste e-mail til Gisselfeld gods og håber, at vi i det mindste får svar på om man vil lytte til eksperters opfordring til at tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte bl.a. de ynglende rørhøge mod forstyrrelser.

Lidt op ad formiddagen 16. maj sejlede en enlig lystfisker ud fra bådebroen i søens sydvestdel. Først fiskede han langs sydbredden og i søens østdel. Lidt over middag lå han stille i lang tid ud for et af rørhøgens fortrukne ynglesteder midt på nordbredden. Desværre også et yndet sted for søens lystfiskere, der ofte kaster snøren ud her (se foto taget 16. maj).

For eksempel lå to både stille her i flere timer midt på eftermiddagen den 1. maj, hvor der blevet fisket fra i alt tre lystfiskerbåde i søen hele dagen (se det andet foto).

Den lystfisker, der 16. maj fiskede i søen i 8-9 timer blev klokken14.15 set ligge cirka 10 meter fra rørskoven i søens nordvestdel, hvor rørhøge for godt og vel to uger siden siden første gang blev set bygge rede eller siddeplatform.

Læs også: Lystfiskerne forstyrrer rørhøgene i Søtorup Sø

Det lykkedes i øvrigt en af Holmegaard Mose Komiteen’s fotografer at dokumentere et andet problem som fiskeriet i Søtorupsøen skaber, nemlig ægrøveri. En opportunistisk krage fløj således afsøgende ind over rørskoven ganske tæt ved lystfiskeren, tydeligvis på jagt efter blotlagte æg i reder i rørskoven, hvor rugende vandfugle var blevet skræmt væk af den alt for nærgående båd og lystfiskerens snøreudkast lige op og ned af rørskovskanten.

Den snu og tilsyneladende scenevante krages adfærd er med til at forklare hvorfor de ynglende vandfugles ungeproduktion i flere år har været meget lav, og viser at Gisselfelds kommercielle lystfiskeri skader søens fugleliv på flere forskellige måder.

Kommentarer