Haslev

Mere om Pylon-sag og kunst i rundkørslen

Debat: Der har i den senere tid været et par sager i diverse lokale medier. I den forbindelse har jeg behov for at komme mine synspunkter.

Indsendt af Dorte Nybjerg. Gruppeformand og Borgmesterkandidat (V)

Angående pylon-sagen vil jeg ønske, at det er muligt at opsætte en pylon tæt på motorvejen, som både kunne reklamere for Stop 37 og for Eco Valley. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at vi i Danmark har en så restriktiv skiltelovgivning, som hindrer skiltning og pyloner i forbindelse med erhverv langs motorveje. Samtidig kan jeg se, at lovgivningen bliver forvaltet forskelligt i henholdsvis Jylland og her på Sjælland, for kører man ad de jyske motorveje, så ser man optil flere pyloner. Bl.a. i den forbindelse, har vi inviteret ministeren for området på besøg.

Administrationen i Faxe Kommune vurderede, at det ville være muligt, at opsætte en pylon tæt på Eco Valley men i byzonen. Da Byrådet skulle godkende investeringen af pylonen, stillede Venstre forslag om, at pylonen først ville blive opsat, når der påbegyndes byggeri i området, hvilket der var flertal for.

Heldigvis bor vi i et retssamfund, hvor enhver afgørelse kan ankes til en klagemyndighed. Det har en nabogruppe til pylonen benyttet sig af og vundet. I den forbindelse har de valgt at hyre en advokat, som de gerne vil have kommunen til at betale. Ved en klagesag falder der ingen dom, og derfor bliver den tabende part ikke dømt til at betale advokatomkostninger. Kommunen skal forvalte borgernes penge i henhold til loven, og kan derfor ikke vælge, at her synes de det er retfærdigt at betale advokatomkostninger, og i andre sager synes de ikke.

Derfor synes jeg, at det er dejligt, at en gruppe medborgere, har startet en indsamling, hvor andre borgere i kommunen frivilligt kan bidrage til at betale advokatregningen.

Angående rundkørslen ved Faxe By mener jeg ikke, at rundkørslen lige nu er den velkomstportal, som byen fortjener. Derfor har jeg tilladt mig at være en smule ambitiøs på byens vegne.

Lige meget hvordan rundkørslen bliver udsmykket, så vil det være en smagssag, om det er pænt eller ej og jeg er valgt som politiker ikke som smagsdommer. Jeg har derfor valgt at stemme for at få rådgivning af eksperter på dette område, lige såvel som jeg gør, når det drejer sig om en trafikanalyse eller en ejendoms værdi.

Vi har ikke afsat penge til udsmykningen af rundkørslen, da jeg mener, at kommunen skal søge forskellige fonde og privatfinansiering. Hvis det skal lykkes få kunstfonde e.l. til at bidrage, så kræves det ofte, at det er såkaldt anerkendt kunst.

På sidste møde i Erhvervs- og Kulturudvalget udvalgte vi de tre kunstnere, som hver skal komme med en skitse. Personligt er jeg ærgerlig over, at ingen af vore lokale kunstnere havde budt ind, for jeg synes, at det ville være interessant, hvis værket kunne få yderligere et lokalt islæt.

Lige meget hvilket projekt der bliver udvalgt, så er jeg ganske klar over, at ikke alle vil blive tilfredse, men ved at køre denne proces, så kan vi med sikkerhed sige, at det er kunst – og det synes jeg faktisk Faxe fortjener.

Kommentarer