Haslev

Messe for krop og sjæl i Haslev på søndag

1000farver_2

Haslev: Bokseklubben bliver lyserød når de lægger lokaler til en messe for krop og sjæl til støtte for brysterne

Søndag den 5. oktober fra klokken 10 til 16 er der messe for krop og sjæl i Haslev ABK’s lokaler i Finlandsgade i Haslev.

Bag arrangementet står Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Faxe Kommune. To aktive frivillige herfra, Helle Pedersen og Joan Nielsen har dels taget initiativet dels lagt en masse arbejdstimer i messen, hvis formål er at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses kampagne “Støt Brysterne”.

På messen kan man møde følgende udstillere: Massører, Aloe vera, allergibehandler, spinal release terapeut, clairvoyant, fisketerapi, Nyt Syn, magnetterapi, BodyWrap, laserbehandling, kranio sakral-terapi, negletekniker, energiterapi-lifewave, zonehaeling, fodterapeut og akupunktør.

Desuden viser Haslev ABK, hvad nogle af klubbens hold arbejder med, og Kræftens Bekæmpelses lokalforening stiller op med en tombola.

Alle udstillerne har hver betalt 100 kroner for at være med, og de penge går til “Støt Brysterne”. Arrangørerne håber naturligvis, at publikum vil lægge et lille eller stort beløb i indsamlingsbøsserne, der tages nemlig ingen entre.

Fire kunstnere har desuden doneret hver et værk til det gode formål. Musiker Jan Irhøj har doneret en Rumlerim-guitar, galleriet “1000 farver” og kunstmaler Olga Ravn har doneret hver et maleri og glaskunstner Mette Enøe har doneret en glasmosaik.

Kunstværkerne kommer på auktion klokken 13 ved messen den 5. oktober. Men man kan allerede nu byde på værkerne, som kan ses på Kræftens Bekæmpelse Faxe på Facebook. Man kan byde på Facebook eller ved at kontakte Helle Pedersen på enten mobil 2670 9515 eller hpop@live.dk.

Messen for krop og sjæl åbner klokken 10 søndag den 5. oktober i Haslev ABK’s lokaler i Finlandsgade 24 i Haslev.

 

 

Kommentarer