Midtsjællands Kammerorkester giver koncert i Roholte Kirke
Roholte: Midtsjællands Kammerorkester er suppleret med både blæsere og pauker til koncerten i Roholte kirke torsdag aften
Torsdag den 13. oktober klokken 19.30 er der en gratis koncert med Midtsjællands Kammerorkester i det smukke kirkerum i Roholte. Aftenens program er Haydn’s symfoni “La Reine” samt Beethoven’s fantastiske violinkoncert.
Aftenens solist i denne udødelige koncert er den kun 24-årige Amalie Elmark. Amalie har studeret på den kendte The Juilliard School i New York, deltaget i masterclasses med internationalt anerkendte musikere og som eneste dansker udtaget til at medvirke i Carl Nielsen International Violin Competition. I øjeblikket studerer Amalie Elmark i Wien.
Det er ikke første gang, at Amalie Elmark spiller sammen med Midtsjællands Kammerorkester. De har for eksempel tidligere optrådt sammen i Bach’s Brandenburgkoncerter.
Midtsjællands Kammerorkesters dirigent og kunstneriske leder er Svend Kragelund, som har en lang musikalsk løbebane bag sig, blandt andet som 2. solohornist i Det Kongelige Kapel og som musikalsk leder af Tivoligarden i mange år, for blot at nævne nogle få af Svends mange musikalske stillinger.
Der er gratis adgang til denne store koncert, hvor kammerorkestret er suppleret med blæsere og pauker.
Kommentarer