Haslev

Midtskolen i Haslev sætter klimaet på skoleskemaet

klima

Haslev: Mens FN-landene er til klimatopmøde i Peru, sætter 7. klasserne på Midtskolen i Haslev klimaet på skemaet.

Midtskolen i Haslev er en af de danske skoler der har sat klimaet på skemaet, med inspiration fra en plakatudstilling, mens FN-landene i øjeblikket er til klimatopmøde i Peru.

Flydende haver, der kan modstå monsunens oversvømmelser. Fly på solenergi. Et klimavenligt containerskib. I oktober sendte CARE Danmark og Life Exhibitions plakater og undervisningsmateriale ud til alle landets folke- og privatskoler.

På Midtskolen afdeling Sofiendal i Haslev bliver de brugt flittigt, for i december har 7. klasserne klima på skoleskemaet.

– Klima er et meget aktuelt emne, som lægger op til debat i klassen. Og i december ligger der typisk et FN-klimatopmøde, vi kan tale om. Plakaterne og undervisningsmaterialet passer godt ind, fordi de giver eleverne inspiration og konkrete idéer. Hver gruppe har ud fra plakaterne valgt et klimaemne, som de skal fremlægge senere på måneden. På den måde får de selv mulighed for at grave sig ned i en problematik, de synes er vigtig, og finde frem til hvordan andre mennesker arbejder på at løse klimaproblemer, siger skoleleder Kim Lausen.

Netop fokus på løsninger er ifølge skoleleder Kim Lausen meget vigtigt i undervisningen.

– Fagbøger viser typisk billeder af en rygende skorsten eller fældning af regnskoven. Vi vil gerne inspirere eleverne med en anden tilgang, der bygger på løsninger. Så i stedet for kun at lære om, hvor skidt det står til med klimaet, så skal vi også fokusere på, hvordan vi kan bremse CO2-udledningen og klimaforandringerne. Og her passer de fantastiske flotte billeder fra udstillingen godt ind, siger Kim Lausen.

Vækker nysgerrighed

Han ser, hvordan lærere med klasser fra indskolingen, gerne stopper op foran plakaterne.

– Så sætter børnene sig ned og bruger et øjeblik på at tale om billederne, inden de går videre til biblioteket eller tilbage til klassen. Om aftenen, hvor skolen bliver brugt til fritidsaktiviteter,  vækker plakaterne også børn og voksnes nysgerrighed, siger Kim Laursen.

Hos udviklingsorganisationen CARE Danmark er det vigtigt at inspirere kommende generationer til at gå aktivt ind i klimakampen.

– Vi skal lære at leve på en helt ny måde, og os som er grå i toppen er groet fast i gamle vaner. Vi smider for meget ud, kører for meget i bil og anser ikke klimakampen som vores største ansvar. Børn kan gøre det bedre end deres forældre. Vi skal blot inspirere dem til at se muligheder i hvordan de konkret kan bidrage til en renere verden, udtaler Marianne Haahr Kommunikations- og Advocacychef i CARE Danmark. Og hun fortsætter:

– Udstillingen skal skabe en følelse af fællesskab på tværs af lande og sociale skel. Billederne viser løsninger helt inde i en lerhytte, højt oppe i luften og ved vandet. For børnene er det indlysende en global kamp, hvor vi alle er i samme båd.

– Børn i dag er en visuel generation. De fanger lynhutigt store budskaber i billeder og grafikker, de kender de fra iPad’en derhjemme. Vi taler derfor deres sprog gennem visuel kommunikation. Formålet er at skabe håb hos børn om en renere verden og vise at løsningerne er allerede derude, afslutter Marianne Haahr.

Fakta om Styr på Klimaet

Plakatudstillingen bringer 20 forskellige historier om klimaløsninger. Life Exhibitions har skabt udstillingen i samarbejde med CARE Danmark, Danida og Lærerstandens Brandforsikring.

De har sendt 40.000 plakater ud til landets folke- og privatskoler og når potentielt 666.666 skoleelever.

Man kan se mere på www.styrpaaklimaet.dk.

Kommentarer