Midtskolens SFO’er idrætscertificeres
Faxe Kommune: De tre SFO’er under Midtskolen i Faxe Kommune Pastinakken, Hvepsereden og SFOdin bliver idrætscertificeret.
Fredag den 22. maj bliver de tre SFO’er under Midtskolen i Faxe Kommune Pastinakken, Hvepsereden og SFOdin idrætscertificeret.
Idrætscertificeringen sker i DGI regi og har til formål at sætte nye standarder for, hvordan fysisk aktivitet kan blive en succesfuld del af hverdagen og skaber forbindelse mellem skole, familie, fritid og foreningsliv. DGI har som overordnet mål at fremme børn og unges lyst til bevægelse og der i gennem skabe et fundament for livslang aktivitet.
Det centrale aspekt i DGI SFO konceptet handler om, at de voksne er rollemodeller i forhold til børnene – derved sikrer man en målrettet indsats omkring den fysiske aktivitet. Det er med til at gavne børn og unges sundhed og har en lang række afsmittende effekter på den emotionelle, motoriske, sociale, mentale og kognitive udvikling.
SFO-leder af SFOdin Martin Olsen fortæller, at de på SFOdin har fastlagt en daglig pædagogstyret idræt/bevægelse/leg aktivitet i tidsrummet fra 14:15 til 15:15 og derudover også ude-aktiviteter, der kan variere efter vejrforholdene.
– Emner og aktiviteter er valgt for at tilgodese både de vilde og stille børn – samtidig prøver vi også sprede de forskellige emner for fysisk aktivitet over hele ugen, så der er større chance for at få alle med mindst en ugentlig aktivitet, siger Martin Olsen.
Siden de første SFO’er belv idrætscertificeret i 2008 har mere end 120 SFO’ere på landsplan været i gennem et fastlagt udviklingsforløb. Når først certificeringen er på plads, evalueres SFO’erne en gang årligt.
Selve markeringen af idrætscertificeringen af de tre SFO’er finder sted fredag den 22. maj fra klokken 12:00 til 15:00 på SFOdin på Midtskolens afdeling Bavne, hvor der er lagt op til en markedsdag med besøg af børnene fra de to andre SFO’er, så i alt cirka 500 børn samles på SFOdin til udendørsaktiviteter.
Kommentarer