Midtskolens SFO’er nu med idrætscertifikat
Dalby: DGI Storstrøm overrakte fredag idrætscertifikat til de tre SFO’er på Midtskolen.
Fredag den 22. maj var børnene fra Midtskolens SFO’er, Hvepsereden, Pastinakken og SFOdin, samlet på afdeling Bavne til en eftermiddag fuld af aktivitet og bevægelse.
Det var nemlig blevet tid til besøg fra DGI Storstrøm, som kom til skolen for at overrække idrætscertifikat til de tre SFO’er.
Cirka 500 børn var samlet i skolegården til den officielle overrækkelse og hejsning af det særlige flag, som DGI havde med til skolen.
– Nu må I kalde jer selv idræts-, leg- og bevægelses-SFO. Det er jo helt fantastisk og er helt i tråd med den sundhedsprofil, vi gerne vil have her på skolen, sagde skolebestyrelsesformand Poul-Erik Jørgensen.
– Nu skal I børn til at flytte nogle grænser, lære nogle nye ting og I skal udfordre jer selv. I skal lære meget mere om sundhed og fællesskaber, hvor I kan udvikle jer. Det sætter vi rigtig stor pris, tilføjede han, før certifikaterne blev overrakt og børnene sendt ud på SFOdins område til de planlagte lege og spil.
Idrætscertificeringen handler om at sætte standarder for, hvordan fysisk aktivitet kan blive en succesfuld del af hverdagen. Gennem et undervisnings- og inspirationsforløb med repræsentanter fra DGI er pædagogerne i de tre SFO’er blevet klædt på til opgaven.
– Det handler jo om at få bevægelse, som giver mening, ind i hverdagen. Hvis man pædagogisk gerne vil arbejde med børnenes måde at samarbejde på, så har vi foreslået øvelser og bevægelseslege, som giver mening i forhold til det, fortæller Maja Damgaard fra DGI Storstrøm, der sammen med kollegaen Jacob Themsen var til stede for at overrække certifikaterne.
– Det er jo for eksempel ikke i orden at sidde med sin smartphone, hvis man skal samarbejde, og hvis meningen er, at vi skal bevæge os sammen, siger Maja Damgaard.
De to DGI-repræsentanter kan fortælle, at pædagogerne efter det tre måneder lange forløb har taget opgaven til sig og fundet en struktur, hvor bevægelse og aktivitet bliver tænkt ind.
Om et år kommer DGIs folk igen på besøg for at inspirere på ny og for at videreudvikle det, som pædagogerne allerede arbejder med. Det giver også mulighed for at revidere den bevægelsespolitik, som er lavet til formålet.
– For os handler det om at tilbyde bevægelse ud fra, hvad der motiverer børnene. Hvis vi for eksempel har nogle stille piger, har vi nu nogle idéer til, hvordan vi tilgodeser deres behov. Motivationsfaktorer kan for eksempel være noget som fællesskab, vindermentalitet, at være en del af noget støre eller at få pulsen op, siger Kenneth Olsen, leder af Pastinakken.
Kommentarer