Mikkel Beha Erichsen besøger Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/10/mikkel_beha.jpg)
Haslev: LOF Haslev byder velkommen til et foredrag med den kendte TV-vært og søfarer Mikkel Beha Erichsen den 4. december
Torsdag den 4. december klokken19.00 byder LOF Haslev velkommen til et foredrag med den kendte TV-vært og søfarer Mikkel Beha Erichsen på Nordskovskolen i Haslev.
Eventyr til søs har altid været en stor del af Mikkel Beha Erichsens liv. Som søn af Troels Kløvedal har han allerede som barn rejst verdenshavene tynde. Som voksen har han fortsat rejserne med sin egen familie.
En aften med Mikkel er en rejse ud i den store forunderlige verden og et indblik i alle de udfordringer, der følger med, når man slipper fortøjninger til den velkendte hverdag og tager på eventyr. Mikkel fortæller levende og engageret om at rejse med børn, om mødet med fremmede kulturer og om glæden ved at krydse de store oceaner. Men også om det hårde slid, det indimellem kan være, at få sine drømme til at gå i opfyldelse.
Her i efteråret har han endnu en gang været på verdenshavene denne gang sammen med sine sønner i Havana i Cuba.
– Mikkel har meddelt, at han tager sine nyeste oplevelser og nyheder med til Haslev. Han vil også vise billeder og klip fra TV-serien ”Kurs Mod Fjerne Kyster”, og fortælle om alt det, man ikke ser på TV, siger skoleleder i LOF Haslev Claus Kronborg. Og han fortsætter:
– Hvis du vil give dig selv eller en af dine kære dette enestående foredrag med Mikkel Beha Erichsen i adventsgave, skal du ikke vente for længe.
– Der er virkelig rift om pladserne, og vi kan se, at tilmeldingerne allerede kommer fra fjern og nær – så køb billetdig i god tid! Vi lukker ganske enkelt for tilmeldingerne, når der er fuldt hus, slutter Claus Kronborg.
Foredraget koster 200 kroner.
Man kan tilmelde sig on-line på haslev.lof.dk eller på telefon 4068 6100.
Foredraget foregår torsdag den 4. december fra klokken 19.00 til 21:00 i den store samlingssal på Nordskovskolen, Bækvej 14, i Haslev.
Kommentarer